Spørg

Hvordan er det at være jøde?

Der er mange forskellige måder at være jøde på, og nogle går mere op i religionen end andre - og nogle har mange praksisser for deres tro. På billedet ses en jøde ved Grædemuren i Jerusalem.

Jødedom er ikke noget, man vælger, det er noget man er født til. Man kan dog konvertere til jødedommen, forklarer tidligere overrabbiner Bent Lexner i et af svarene på en række spørgsmål om, hvordan det er at være jøde i Danmark og i det hele taget

Spørgsmål om livet som jøde

Kære brevkasse

Hvorfor har du valgt at være jøde?

Hvordan er det at være jøde? Hvordan kan det være, at du har valgt at blive i troen?

Er der forskellige måder at være jøde på? Hvordan er det at være jøde i Danmark?

Venlig hilsen
Rikke og Sofie

Svar fra tidligere overrabbiner

Kære Rikke og Sofie

Hvorfor har du valgt at være jøde?
Jødedom er ikke noget, man vælger, det er noget man er født til. Hvis man er barn af en jødisk mor, så er man jøde. Færdig, punktum. Man kan dog konvertere til jødedommen, men det er noget helt andet.

Hvordan er det at være jøde?
Det kommer vel an på, hvem man er, men jeg synes, det er godt at være jøde, fordi religionen giver mig mange lejligheder til at være sammen med familie og venner og være det, i en eller anden forstand, også med Gud.

Hvordan kan det være, du har valgt at blive i troen?
Jeg har slet ikke overvejet noget andet, fordi jeg tror, min religion er den bedste for mig.

Er der forskellige måder at være jøde på?
Mange forskellige måder. Nogle følger alle reglerne, andre kun meget få og endnu andre slet ingen regler, men de er alligevel jøder.

Hvordan er det at være jøde i Danmark?
Det er næsten altid godt at være jøde i Danmark, selvom man godt kan komme ud for, der er mennesker, der ikke bryder sig om jøder.

Hilsen
Bent Lexner
Tidligere overrabbiner

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.