Spørg

Hvordan kommer jeg i kontakt med tidligere sekt-medlemmer?

Generelt er tidligere sekt-medlemmer meget uvillige til at lade sig interviewe. Det skyldes, at de ønsker at tage radikal afstand fra deres tidligere liv, skriver tidligere medlem af moon-bevægelsen Martin Herbst. Billedet viser et massebryllup i Moon-bevægelsen. Foto: AFP

Hvad har der eksisteret af sekter i Danmark gennem tiden, og hvor kan man opsøge tidligere medlemmer af for eksempel Moon-bevægelsen, spørger en læser. Tidligere medlem af moon-bevægelsen Martin Herbst svarer

Spørgsmål:

Kære brevkasse

I forbindelse med et forskningsprojekt vil jeg enormt gerne i kontakt med tidligere medlemmer af, hvad man i folkemunde kunne kalde "kult" eller "sekt". Den søgen har nu bragt mig her. For det første er fænomenet nok ikke så præsent i Danmark, som det måske er i udlandet, så mit første spørgsmål er, hvad der har eksisteret af sådanne esoteriske grupperinger i Danmark gennem tiden, og så eventuelt hvor man ville kunne opsøge tidligere medlemmer (af for eksempel Moon-bevægelsen)?

Hilsen
Jacob Hans Møller

Svar:  

Kære Jacob

Dit projekt er spændende og vigtigt. Jo mere åbenhed og ærlighed desto bedre. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om religion. Hvad angår dine spørgsmål, findes der ingen publikationer, der formidler et historisk overblik over lukkede religiøse samfund i Danmark. Men en række enkeltpersoner, der har brudt med lukkede fælleskaber, har beskrevet deres erfaringer i den pågældende sekt og begrundelserne for at bryde med den.

Det gælder tidligere medlemmer af Jehovas Vidner, Scientology og Moon-bevægelsen, som jeg selv var engageret i. Det er dog vigtigt at holde sig følgende for øje. For det første vanskeliggøres objektive studier af sådanne fællesskaber af, at de netop er lukkede. Det fordrer en vis selverkendelse fra forskerens side. Så kan man, som du selv er inde på, opsøge tidligere sekt-medlemmer for at få førstehåndsskildringer af livet i en sekt.

Men også her er det ikke så lige til. Generelt er tidligere sekt-medlemmer meget uvillige til at lade sig interviewe. Det skyldes, at de ønsker at tage radikal afstand fra deres tidligere liv. Når de så lader sig interviewe, er de ofte yderst sparsomme med positive skildringer af det fællesskab, de har forladt. Det skyldes frygten for at blive anklaget for ikke rigtigt at have brudt med det.

I den forbindelse har både journalister og forskere været med til at forføre tidligere sekt-medlemmer til at tegne et for entydigt negativt billede af det fællesskab, de tidligere var grebet af, og som også indeholdt noget godt. 

Dertil kommer, at det faktisk ikke er så let at sondre mellem dem, der har brudt med en sekt, og dem, der stadig er med i den. Der er eksempelvis hundredtusindvis, der har brudt med Moon-bevægelsen eller Scientology på det organisatoriske plan, men fortsat tror på den pågældende bevægelses lære og leder. Er de stadig moonier og scientologer eller ej? På det organisatoriske plan er svaret nej, på det eksistentielle ja.

Det sidste er ikke uvæsentligt, når det drejer sig om religiøse tilhørsforhold. Hvis en person melder sig ud af Folkekirken, fordi vedkommende er uenig med organisationens ledelse, men stadig tror på Jesus, er han eller hun jo ikke mindre kristen af den grund.

Som du ser, indebærer forskningen af religiøse sekter, at man opfordres til selvransagelse og ærlighed. Det er ikke dårligt. Ærlighed og åbenhed er befordrende for sunde menneskelige fællesskaber.

Forslag til videre læsning: Martin Herbst, Mit livs omvej, Lindhardt og Ringhof, 2009. 
Martin Herbst, Sunde og syge fællesskaber, Alfa, 2013. 
René Dybdal Pedersen, I lysets tjeneste, Univers, 2005. 

Mange hilsner 
Martin Herbst 
Tidligere medlem af Moon-bevægelsen 

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.