Hvorfor er der så meget fokus på forholdet mellem sunni- og shiamuslimer?
Jeg bliver ofte som gæstelærer spurgt, om jeg er sunni eller shia, og jeg svarer konsekvent, at jeg er muslim slet og ret, svarer forfatter Aminah Tønnsen
Spørgsmål
Kære Aminah Tønnsen
Jeg tænkte på, om du har et bud på, hvorfor der netop nu er så stor fokus på forholdet mellem sunni- og shia-muslimer?
Med venlig hilsen
Cecilie
Svar
Kære Cecilie
Tak for dit spørgsmål.
Lige så længe jeg kan huske tilbage, har der fandtes internetsider, hvor muslimske grupperinger har fordømt de ”anderledes”. Og der har været rigtig mange, der ikke kun har advaret imod og fordømt shiamuslimerne, men også direkte har erklæret dem som kættere. Ahmadiyya-bevægelsen er heller ikke gået ram forbi.
Der står flere steder i Koranen, at man ikke skal dele religionen op i sekter, eftersom det uvægerligt vil føre til, at hver gruppe fryder sig over sine egne særkender og fordømmer alle andre (23:53, 30:32). Og det er præcis, hvad der er sket.
LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på sunni- og shiaislam?
Opdelingen i sunni- og shia-islam skete kort efter profeten Muhammeds død, fordi man var uenige om, hvem der skulle efterfølge Muhammed som leder af menigheden.
Kort fortalt så fulgte flertallet profetens sædvane (sunna, deraf sunnimuslimer) og valgte den, de mente var bedst egnet, men der var nogle, der mente, at man burde have valgt Ali, profetens fætter og svigersøn, eftersom han var blodsbeslægtet med profeten. Alis tilhængere kaldte sig shiat Ali, det vil sige Alis parti, deraf shiamuslimer.
Ali var ret ung ved profetens død og blev derfor først valgt som nummer fire efter Abu Bakr, Omar og Othman. Ali blev således sunnimuslimernes fjerde kalif - og shiamuslimernes første imam. Og lige siden har der løbende været kampe de to grupperinger imellem.
LÆS OGSÅ: Koranen: Hvor skal jeg begynde?
Der er også i tidens løb opstået markante teologiske forskelle mellem de to retninger, selvom alle læser den samme koran.
Jeg bliver ofte som gæstelærer spurgt, om jeg er sunni eller shia, og jeg svarer konsekvent, at jeg er muslim slet og ret, og at Koranen faktisk advarer imod at dele religionen op i sekter, fordi en opdeling meget ofte ender i konflikt.
Der har inden for de seneste årtier været en sørgelig tendens til at ville distancere sig fra de anderledes – i stedet for at rykke sammen og fokusere på kernen i Koranens budskab.
Årsagen kan man kun gisne om: magt kunne være en mulighed, og stridigheder om landområder får meget ofte en ”religiøs indpakning”, fordi det så kan være lettere at opildne de uvidende masser til konflikt og krig.
Op igennem historien har der været mange eksempler på, at uduelige magthavere har fokuseret på en ydre (imaginær) fjende for at aflede opmærksomheden fra deres egen utilstrækkelighed.
Jeg har ikke rigtig nogen bedre forklaring.
Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Forfatter og foredragsholder
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.