Spørg

Hvorfor findes der forskellige udgaver af det buddhistiske livshjul?

Den bedste livsverden at blive født i er menneskenes, da man her kan blive munk og er bevidst om, at samsara er noget, man skal forsøge at komme ud af, skriver Marianne Fibiger, lektor og ph.d. i religionsvidenskab. Foto: nyiragongo - Fotolia

Hvordan kan det være, at der findes flere forskellige udgaver af det buddhistiske livshjul? Nogle har indtegnet seks genfødselsverdener, mens andre har fem, skriver en læser. Lektor Marianne Qvortrup Fibiger svarer på spørgsmålet

Spørgsmål:

Hej Brevkasse

Hvordan kan det være, at der findes flere forskellige udgaver af det buddhistiske livshjul – nogle hvor der er indtegnet seks genfødselsverdener, mens andre 'kun' har fem?
 
Med venlig hilsen
Balthazar M. Hoffmann

Svar:

Kære Balthazar M. Hoffmann

Du spørger, hvorfor der findes flere forskellige udgaver af det buddhistiske livshjul, hvor der er nogle som er afbildet med seks genfødsels-verdener og andre med fem?

Kort fortalt så drejer det sig om forskellige lokale traditioner; det vil sige at buddhismen forskellige steder i verden har sin lokale forankring og derfor også sine forskellige udformninger af livshjulet, eller bhava-cakra, som det kaldes på sanskrit.

Der er også forskel på, om man overhovedet mener at kunne afbilde livshjulet eller genfødslernes evige kredsløb, ligesom der er forskel på, hvad der afbildes uden for livshjulet, hvem eller hvad der kan føre ud af livshjulet, og også hvem der drejer det rundt.

Du spørger specifikt til de fem eller seks livsverdener (gudernes, halvgudernes også kaldet assurere, menneskenes, dyrenes, spøgelsernes og dæmonernes eller helvedes-væsenernes), som man kan blive født ind i. Her kan jeg oplyse, at det er hjulet med de seks livsverdener, der er den mest almindelige. Møder man en afbildning med fem livsverdener, er det ofte gudernes og halvgudernes verden, som er blevet til en livsverden, da de i bund og grund menes at repræsentere det samme.

Den bedste livsverden at blive født i er menneskenes, da man her kan blive munk og er bevidst om, at samsara - genfødslernes kredsløb - er noget man skal forsøge at komme ud af. Det kan ske via individuel oplysning eller via en bodhisattva, som hjælper til oplysningen.

Afbildningen af livshjulet er mest almindeligt inden for Mahayana-traditionen, særligt i sin tibetansk buddhistiske udformning også kaldet Vajrayana buddhismen.

Bedste hilsner 
Marianne Fibiger 
Lektor og ph.d. i religionsvidenskab

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.