Spørg

Kan jeg som agnostiker gifte mig muslimsk?

Et islamisk ægteskab indgås mellem to partner ved, at begge accepterer ægteskabskontrakten og hinanden som ægtefælle, forklarer Nour Jørgensen, der er muslim og universitetsstuderende.

Et ægteskab med en ateist, agnostiker eller polyteist vil betragtes som ugyldigt, svarer studerende Nour Jørgensen

Spørgsmål om religion

Kære brevkasse

Der er tidligere blevet spurgt ind til ægteskab mellem en muslimsk mand og en ateistisk kvinde; jeg er interesseret i at vide, om det er samme situation, hvis kvinden "blot" er agnostiker?

Min kæreste er (praktiserende) muslim, og jeg er ikke-troende, men heller ikke 100% afvisende, men hvis nogen spørger mig direkte, om jeg tror på Gud, så er mit svar nej.

Er det muligt at blive islamisk viet, hvis det forholder sig sådan? Og hvor meget bliver der spurgt ind til kvindens tro?

Venlig hilsen,
Caroline

Svar fra brevkassen

Kære Caroline

Islamiske vielser bliver udført med en smule variation, og nogle påkræver, at de pågældende personer reciterer trosbekendelsen, før de siger ja til ægteskabet.

Et islamisk ægteskab indgås mellem to partner ved, at begge accepterer ægteskabskontrakten og hinanden som ægtefælle.

Den mest udbredte holdning er, at der ikke behøves en religiøs prædikant til at udføre vielsen, men derimod to vidner.

Man skal dernæst offentliggøre vielsen. En mindre holdning forlyder, at det ikke er obligatorisk for vielsens gyldighed, at der er vidner, forudsat, at familie og venner er tilstede.

Derimod er der fuldkommen enighed om, at et ægteskab kun kan indgås med en muslim eller en af "Bogens folk" (herunder kristne og jøder - forudsat, at de tror på en Gud, og følger islamiske regler).Et ægteskab med en ateist, agnostiker eller polyteist vil betragtes som ugyldigt.

Det du kan gøre er at læse følgende tre artikler og derefter tage emnet op igen med den mand, du ønsker at ægte.

Med venlig hilsen,
Nour Jørgensen
Muslim og universitetsstuderende

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.