Kan man være religiøs og samtidig tro på videnskaben?

Er det muligt at forene religion og videnskab? Læs eller genlæs tidligere kernefysiker og sognepræst Poul Martinsens læsersvar om, hvordan irske munke i ærefrygt for regnbuen og Gud begyndte at eksperimentere med lys

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Kan man forene den religiøse og den videnskabelige verden?

Venlig hilsen
Sofia

Svar:

Kære Sofia

Det umiddelbare svar er JA! Man kan godt forene det at være religiøs med, at man tilslutter sig de mange indsigter, som videnskabelige undersøgelser og teorier kan give.

Helt grundlæggende kan man jo spørge sig selv, hvorfor der skulle være en modstrid mellem at undersøge den orden og de lovmæssigheder, som findes i vores verden og så dette at tro på, at der findes en Gud.

Mange udtrykker det på den måde, at videnskaben beskæftiger sig med, hvordan verden er indrettet, mens religionen for eksempel handler om, hvorfor vi er her, hvem vi er, vores eksistens, vores jeg-bevidsthed, og hvad vi skal gøre.

Man vil også tit finde udtryk som dette, at religionen udtrykker, at virkeligheden er større, end det vi kan måle og veje, altså gøres den til genstand for rationel videnskab. Heller ikke dette kan være i modstrid med at tilslutte sig de videnskabelige resultater indenfor deres gyldighedsområde.

Min egen baggrund er inden for både fysikken og kristendommen. Derfor er dette den konkrete baggrund, jeg skriver ud fra, når jeg nu i det følgende vil gøre det mere specifikt og vise, hvordan religiøse tanker og iagttagelser af lovmæssigheder frugtbart kan findes side om side.

Allerede fra Bibelens første sider kommer budskabet til os om, at vi kan takke Gud for, at verden ikke fremtræder kaotisk for os. Ja, at netop lovmæssigheder og struktur kan ses som udtryk for hans skabermagt. For alt liv er dette en nødvendighed, og for os mennesker er det også på det rent menneskelige plan helt nødvendigt for, at vi kan leve. Vi kan slet ikke orientere os i verden uden genkendelighed og gentagelse.

Ja, hvordan skulle vi eksempelvis kunne aftale et møde, kunne så, høste eller samle forråd, hvis ikke vi kunne holde os til tidens gang. Solens gang over himlen i dagens løb samt månens og stjernernes positioner gav rammerne for fastlæggelsen af dagens gang, af måneder og år. Og vi kan stadig i dag tænke på oldtidsmenneskets systematiske iagttagelser, når vi taler om opdeling af halvcirkler i 180 grader og inddeling i minutter og sekunder med enheder af 60.

Der er virkelig ingen modstrid mellem at fyldes af ærefrygt over det fantastiske univers, som vi er indfældet i og afhængig af, og så dette at gøre systematiske iagttagelser, skrive dem ned og bruge dem!

Et bemærkelsesværdigt eksempel kan også være, hvordan irske munke blev fyldt af ærefygt, når de så regnbuen og så den som et tegn fra Gud! Men dette forhindrede dem netop ikke i at spekulere på, hvordan regnbuen var beskaffen. De iagttog og bemærkede, at når den trådte frem, havde de solen i ryggen, mens de betragtede regndråberne.

Og så gik de i gang med at eksperimentere! Gennem lyssprækker sendte de lys ind mod svineblærer, som de fyldte med vand. Og de opdagede, hvordan lyset blev spaltet op i en vifte af farver.

De eksperimenterede så med formen på beholderne, og herfra går der en direkte linie til udviklingen af de linser, som er så nødvendige for brillebærere og for udvikling af kikkerten. Religiøs ærefrygt var altså ikke en hindring, men tværtimod et incitament for udviklingen!

Da Newton kunne formulere mekaniske love, der både gjaldt for eksempelvis et æbles fald mod jorden og for månens bevægelse om jorden, samt jordens og planeternes bevægelse om solen, gjorde det et enormt indtryk på samtiden. Og overvældende var det, hvordan fremtidige måne- og solformørkelser kunne forudsiges. Da så senere også elektromagnetismens teorier kom til, blev forventningerne til naturvidenskabens forklaringsevne næsten ubegrænset hos nogle, og i sidste halvdel af 1800-tallet kunne man møde filosoffer, der mente, at alt (selv mennesket) på et tidspunkt måtte kunne beskrives ved konsekvent anvendelse af de nævnte teorier (reduktionismen).

Et afgørende grundskud mod dette synspunkt kom imidlertid med det 20. århundredes opsigtsvækkende gennembrud i fysikken, hvor menneskets uundgåelige principielle placering ved teoriernes basis kom i fokus. Det skete først med relativitetsteorien og så endnu mere afgørende med kvantefysikken, hvor det blev klart at fysikken selv afdækkede nogle helt principielle begrænsninger i erkendelsen.

Vi kan jo ikke her gå nærmere ind i argumenterne, men lad mig i stedet illustrere, hvordan jeg selv ser på nogle af perspektiverne i forholdet mellem kristendom og nutidig naturvidenskab. Det sker ved at gengive en bøn om skabelse, som jeg for nogle år siden blev bedt om at skrive af en gruppe præster:

Tak Gud!
Du skabte tiden og rummet.
Du giver dynamik og frihed
til at universet folder sig ud.
Fra stråling og lys til stjerner, planeter og galakser,
så vi aner din storhed.
Af stjernestøv skabte du solen, månen og jorden,
så livet kunne træde frem.
Og mig, mennesket
gjorde du til et guddommeligt eksperiment
af støv og ånd,
skabt i dit billede,
med tankens kraft
og mulighed for at undres
over rummets krumning og kvantets uforudsigelighed.
Men lad mig aldrig tro,
at jeg kan se det hele med dine øjne,
og lad mig aldrig glemme,
at du er større,
mere nærværende og kærlig
end min forstand kan rumme!

Med venlig hilsen
Poul Martinsen
Tidligere kernefysiker og sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.