Spørg

Må buddhister designe deres egne børn?

Buddhas lære siger, at sindet vil finde de forældre (og dermed gener), som sindet har karma til, skriver buddhist Linda Clod Præstholm. Foto: sutiporn - Fotolia

Hvad er buddhismens syn på behandling af arvelige sygdomme og muligheden for at vælge barnets udseende og evner, spørger en læser. Buddhist Linda Clod Præstholm svarer

Spørgsmål: 

Hej brevkasse

Hvad er buddhismens syn på designerbørn - både i forhold til behandling af sygdomme samt i forhold til design af barnets udseende/evner?

Hilsen
Frederik

Svar:

Hej Frederik

Tak for spørgsmålet, som er et af de svære.

Først og fremmest er jeg ikke helt sikker på, hvad du mener med designerbørn. Man kan, så vidt jeg ved, designe på mange niveauer, hvor reagensglas vidst er det mest almindelige. Her tillades jo lidt tilfældighed, da man ikke er inde og pille ved generne.

Jeg kender ikke selv til, at Buddha skulle have sagt noget om dette. Men hvis det er sådan, at man vælger en doner (af æg eller sæd) med visse karaktertræk, er det vel ikke meget anderledes end at vælge en partner på naturlig vis. Buddhas lære siger, at sindet vil finde de forældre (og dermed gener), som sindet har karma til.

Det er altså ikke sindet, man designer, men derimod skaber man grundlaget for, at et sind kan få en krop. Det er naturligt, at forældre ønsker de bedste gener for deres barn, men der skal altid være et sind, der er klar til at få den karma, før der vil opstå en fuldbyrdet befrugtning.

Jeg har hørt om genterapi, hvor man ønsker et barn for at få et bestemt gen til medicinsk behandling af en anden person. Her bliver det straks mere vanskeligt, og jeg har svært ved at gennemskue, hvad der kunne være rigtigt eller forkert.

På den ene side kan man sige, at det vil give god karma allerede at kunne hjælpe en anden til at blive rask blot ved sine geners tilstedeværelse. På den anden side så ved jeg ikke, om det karmisk er sundt at ønske et barn blot på grund af dets gener.

Det virkelig usunde, rent karmisk, er, hvis man vælger at abortere (altså at fjerne fostret), hvis ikke de ønskede gener er tilstede. Her er Buddhas råd, at man ikke skal slå ihjel, da det giver virkelig dårlig karma. Ifølge Buddhas lære opstår et levende væsen, når æg og sædcelle kommer sammen, og et sind "tager bolig" i denne forbindelse. Et foster er altså et levende væsen, også selvom det ikke er blevet født endnu.

Som de fleste ting i buddhismen, så er der ikke noget sort/hvidt svar. Det afhænger af omstændighederne, indstillingen og de efterfølgende handlinger. Et eksempel kan være, at man nogle gange bliver nødt til at vælge for eksempel en abort af bestemte årsager. Bagefter kan man have et ønske om ikke at gøre det igen, og måske kan man ligefrem meditere eller lave ønsker/bønner for fostret.

Jeg håber mit svar kunne hjælpe dig.

Venlig hilsen
Linda Clod Præstholm
Buddhist og IT-strategikonsulent

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.