Spørg

Må buddhister få tatoveringer?

Man kunne måske stille sig selv det spørgsmål, om motivet er noget, man ville tatovere på en Buddha, skriver buddhist Linda Clod Præstholm. Foto: belyjmishka - Fotolia

Må man gerne have tatoveringer som buddhist, spørger en læser. Et godt råd er at betragte din krop som en Buddha, svarer buddhist Linda Clod Præstholm

Spørgsmål:

Hej brevkasse

Må man gerne have tatoveringer som lægmand inden for buddhismen?

Med venlig hilsen
Casper

Svar:

Hej Casper

Godt spørgsmål!

Jeg plejer jo at sige, at der ingen regler er inden for buddhismen, hvilket også er delvist rigtigt. Der er imidlertid en række gode råd, som nogle gange kan lyde som regler.

Det er dog ikke regler i den forstand, at der er nogen, der bliver sure, eller at du får en bestemt straf, når du ikke overholder reglerne eller de gode råd. Rådene kan for eksempel have en formel karakter, som gives ved påtagelse af løfter. Det kan være bodhisattva-, munke- eller nonneløfte på forskellige niveauer. 

Alle gode råd inden for buddhismen gives med ét eneste formål: at hjælpe dig med at erkende dit sinds natur. De gode råd eller regler vil derfor oftest hjælpe dig med at skabe gode indtryk i sindet eller undgå at skabe dårlige. Sagt med andre ord; skabe god karma og undgå at lave dårlig karma.

Når det er sagt, så har jeg rent faktisk ikke stødt på nogle buddhistiske belæringer, råd eller regler, hvad angår det at få tatoveringer. Dermed ikke sagt at de ikke findes. Jeg har dog modtaget belæringer om, hvordan man skal betragte sin egen krop.

Da alle levende væsner har potentialet til at blive en fuldt erkendt Buddha, er det tilrådeligt at betragte alle kroppe, herunder sin egen, som en Buddha. Derfor siges det også at give ekstrem dårlig karma at begå selvmord, fordi det er ligesom at dræbe en Buddha. Jeg ved ikke, hvordan denne belæring kan kædes sammen med ønsket om at få en tatovering, men man kunne måske stille sig selv det spørgsmål, om motivet er noget, man ville tatovere på en Buddha?

Jeg har fra lamaer også modtaget det gode råd at betragte alle statuer og afbilleder af Buddha, som var de Buddha selv. Det giver altså meget gode indtryk i sindet at værdsætte billeder af Buddha og behandle dem med stor respekt. Det kan derfor være problematisk, hvis billedet er på en t-shirt, som havner i vasketøjskurven med beskidte underbukser, og som langsomt bliver forvasket.

Eller hvis billedet er i form af en tatovering, som over tid bliver udvisket, rynket eller sidder et uheldigt sted, og som jo også sidder et sted som i sidste ende vil dø: kroppen. Det kan altså være værd at tænke over, hvis man ønsker at få en tatovering af en Buddha eller et andet buddhistisk motiv.

Når alt dette er sagt, så er det jo også en grundbelæring i buddhismen, at alt er forgængeligt, herunder statuer, billeder og kroppe, sågar ideer og tanker.

Samtidig afhænger handlingers virkning af den motivation, de er baseret på, eksempelvis kan man se trænede buddhister lave smukke malerier af sand (kaldes sand-mandalaer) forstillende buddhistiske motiver og buddhaer, som senere ødelægges. Disse laves under koncentreret meditation på blandt andet altings forgængelighed, hvilket destruktionen af maleriet er symbol på.
 
Håber det gav dig en form for svar, på trods af de forskellige perspektiver.
 
Alt godt,
Linda Clod Præstholm 
Buddhist
 
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.