Spørg

Skal jeg opgive julen, hvis jeg gifter mig med en muslim?

Du er i udgangspunktet ganske heldig, fordi dine forældre har taget godt imod din muslimske kæreste, mener Lone Skov Al Awssi, der er debattør, katolik og gift med en muslim. Foto: Igor Mojzes - Fotolia

Er jeg nødt til at give afkald på julen, hvis jeg gifter mig med min muslimske kæreste? Han siger, det er forbudt i islam, skriver en læser. Lone Skov Al Awssi, der er katolik og gift med en muslim, svarer

Spørgsmål:

Kære Lone Skov Al Awssi

Jeg er kærester med en muslim. Han har på ingen måde på tvunget mig til noget, hvad angår en mulig konverteringog har fortalt mig, at jeg ikke nødvendigvis skal være muslim for at have en fremtid med ham, men at vi skal indgå ægteskab.

Jeg er begyndt at læse op på koranen og forskellige bøger om profeten Muhammed for at kende historierne bag, og jeg føler i mit hjerte, at islam er mere sand end kristendommen.

Mine forældre kender selvfølgelig til mit forhold med ham, og jeg forklarede dem helt fra starten af, at hvis det udviklede sig, ville det være minus dåb, konfirmation og den slags ting. Hvilket de var helt okay med, da vi i min familie ikke er ekstreme. Men problemet for mig er juleaften.

Vi går ikke i kirke, vi synger ikke kristne sange eller beder juleaften. Vi har en dejlig aften med lys, hygge, film, gaver, god mad og alt, hvad der ellers hører til en hyggeaften med det bedste man har: sin familie. Er jeg og vores kommende børn nødt til at give afkald på det? Min kæreste siger, det er forbudt.

(Spørgmålet er blevet forkortet af redaktionen)

Med venlig hilsen
Julie

Svar:

Kære Julie.

Tak for dit spørgsmål, og tillykke medat du er begyndt at studere islam. Det er en rigtig god ide, og det vil gøre dig mere ligeværdig i dit forhold til din kæreste, når du befinder dig på et oplyst grundlag i forhold til hans religion, uanset om du senere ønsker at konvertere eller ej.

Dit spørgsmål drejer sig om, hvorvidt du og din kæreste og jeres kommende børn i fremtiden kan holde en helt almindelig og verdslig jul hos dine forældre.

Du er i udgangspunktet ganske heldig, fordi dine forældre har taget godt imod din muslimske kæreste, og fordi de ikke er ulykkelige over, at jeres kommende børn ikke skal døbes, konfirmeres og så videre. Det er i andre familieret ganske konfliktfyldt område.

I islam respekteres Jesus meget højt. Naturligvis ikke som Guds søn, men som en stor profet. En respekt som de fleste kristne slet ikke tildeler den muslimske profet Muhammed. Jeg har også lagt mærke til, at muslimer sagtens kan navngive deres børn med navne af betydning i kristendommen. Derfor er jeg forbavset over, at din kæreste tager så kraftigt afstand fra at deltage i den helt almindelige, verdslige fejring af juleaften, som foregår i dine forældres hjem.

Har du spurgt ham, hvilke skriftsteder i hadith eller koranen, som direkte forbyder en middag i familiens skød den 24. december, som faktisk oprindeligt var en gammel solhvervsfest? Jeg har talt med enkelte muslimer, som henviser til en udtalelse fra Muhammed, der lyder: "Hvem, der efterligner et folk, er blandt dem." Og at dette skulle forbyde muslimers deltagelse, når andre religioner fejrer deres mærkedage.

Men sagen er jo, at I netop er iblandt os. I skal leve her med os i Danmark. Jeres børn skal gå i skole og have danske venner her. De skal deltage i gymnastik, svømning og tage på lejrskole og gå til fester. De får sikkert også danske kærester. Hvis vi skal rumme muslimer i vores samfund, så må muslimerne jo også være i stand til at rumme os.

Jeg kan godt forstå, at din mand for eksempel satte grænsen ved at gå i kirke med din familie juleaften. Men julemiddagen med andesteg, hygge og alle traditionerne, det kan han ikke nægte jer at deltage i - sammen. Gør han det, så ser jeg det som et udtryk af fanatisme, og det bekymrer mig meget.

Mange, mange muslimer i Danmark fejrer julen. Enten hos danske venner eller endog i deres eget hjem. De gør lidt ekstra ud af maden, børnene får en gave, og de nyder samværet i familien.

Det skal din kommende mand også være i stand til. Han skal kunne se det som en berigelse, at han og jeres børn kan bevæge sig i to kulturer, to religioner. Du er nødt til at tale med ham og få helt afklaret, hvordan hans holdning er til en lang række emner. Ikke blot til julen, men til børneopdragelse og ligestilling i ægteskabet.

Han må foran dine forældre love dig, at når du går en hel mil med ham, så må han også gå en mil med dig, således at I allesammen naturligvis kan tilbringe juleaften hos dine forældre i fred og fordragelighed.

Og så lige en sidste ting. Jeg bliver altid lidt forundret, når helt ureligiøse unge, danske kvinder, fordi de har mødt en muslimsk mand, begynder at interessere sig for religion. Det er godt, hvis interessen er dybfølt, opstået af et personligt behov for søgen efter åndelighed, men interessen må ikke være presset igennem udefra. Derfor er jeg glad, fordi du studerer og synes at være ærligt optaget af din nyfundne religiøsitet.

Venlig hilsen
Lone Skov Al Awssi
Debattør, katolik og gift med en muslimsk mand

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.