Spørg

Findes det evige liv ude i universet?

Med udtrykket kødets opstandelse og det evige liv tænkes der på, at vi og vore kære, når vort liv ender her, kan gå fra døden til livet hos Gud i en dimension, der fuldstændig overskrider tidens og rummets grænser, skriver pensioneret kernefysiker og sognepræst Poul Martinsen. Foto: Modelfoto. Polfoto/Nima Stock

Hvordan kan vi tro på kødets opstandelse og det evige liv? Jeg prøver at se det i forhold til den eksakte verden og universet, skriver en læser. Læs, hvad pensioneret kernefysiker og sognepræst Poul Martinsen svarer

Spørgsmål:
 

Kære brevkasse.
Hvordan kan vi tro på kødets opstandelse og det evige liv? Hvordan uddyber man det udsagn, så det får mening? Jeg prøver at se det i forhold til den eksakte verden og universet, hvor tro og viden står over for hinanden. 
 
Venlig hilsen
Jørgen  

Svar:
 
Kære Jørgen,
 
Din sidste sætning kunne tolkes på den måde, at viden om den eksakte verden og universet skulle være i et generelt modsætningsforhold til troen. Jeg mener tværtimod, at det kan gå hånd i hånd

Men til centrum i dit spørgsmål: Hvordan kan vi tro på kødets opstandelse og det evige liv? Hvordan uddyber man meningsfyldt det udsagn i vor tid? Her handler det virkelig om noget, der overskrider vore sædvanlige erfaringer.

Der peges på en virkelighed, der er større end det, vi kan måle eller rationelt tænke os frem til. Derfor må vi straks gøre os klart, at al tale her må blive i billeder. Billeder som er ufuldstændige, men som måske, når vi husker deres begrænsninger, kan give os meningsfulde anelser.

Lad mig begynde med at tale om himlen. For det sker ofte, når jeg holder foredrag om Gud, universet og mennesket, at jeg bliver spurgt, hvordan vi kan tale om ”Gud i himlen”, når vi nu udforsker himmelrummet med satellitter.

Svaret er da gerne for det første, at vi selvfølgelig helt frit kan bruge ”himlen” som kristent billedsprog. Men også, at hvis vi vil gøre os nærmere forestillinger, så kan vi måske bedst betjene os af et begreb som ”en skjult dimension”. Hermed ikke et ønske om at føre fysikken som sådan ind i teologien, men at bruge et tidssvarende billedsprog, når vi skal udtrykke noget, der langt overgår vore daglige erfaringer.

Så endnu en sag: Ganske ofte møder man mennesker, der ud fra afbildninger af Gud for eksempel siddende på en sky, har brugt det som argument for, at sådan har mennesker bogstaveligt troet det, ja måske at det endog skulle være vores tro. Men lad mig straks sige, at hverken vi eller vore forfædre har været så naive, men været fuldt klar over, at det er billeder!
 
Lad mig minde om, hvordan Michelangelo, da han blev bedt om at male Vorherres skabelse af mennesket, sagde, at det kunne han ikke. Og så lavede han en fantastisk, men meget symbolsk afbildning i Det Sixtinske Kapel i Rom.

Og går vi vel omkring 3000 år tilbage til Kong Salomon, der byggede et pragtfuldt tempel i Jerusalem. Så endte han med en bøn til Gud, hvor han udtrykte det sådan: ”Bor Gud da på jorden? Nej himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget!” (Første Kongebog kap. 8, vers 27). Man skal virkelig passe på med ikke at lægge sine egne fordomme ind i tidligere tiders tankesæt.

Og så tilbage til begrebet ”en skjult dimension”. Vi orienterer os jo normalt for eksempel i et værelse ved hjælp af tre dimensioner. Gulvet er to-dimensionalt, og højden over gulvet bliver så den tredje dimension. Vi siger, vi lever i en tre-dimensional verden. Det er vi vant til.
 
I relativitetsteorien indregnes tiden som den fjerde dimension, det giver vanskeligheder, når vi skal anskueliggøre en begivenhed. Det var vist Steven Weinberg, der første gang prøvede at give et billede af situationen med flere dimensioner end vore velkendte tre.

Prøv at forestille jer, sagde han, at vi er to-dimensionale orme, så er vi helt flade og har kun længde og bredde. Vi kan kun bevæge os rundt mellem hinanden og kan ikke komme op i højden og se fladen ovenfra, ja vi kan end ikke observere den tredje dimension. Kun hvis nogen eller noget fra den tredje dimension rører os eller kommer direkte ned på vores plan, kan vi måske ane den større virkelighed.

Et sådant billede kan måske også tale til nogen som en illustration af, hvordan Guds evighed overskrider både tidens og rummets dimensioner.
I den apostolske trosbekendelse udtrykkes jo, at Jesus efter sin opstandelse er opfaret til himmels og sidder ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd. Guds højre hånd er udtryk for hans almagt, og er derfor udstrakt overalt. Med illustrationen fra før kan vi så tænke på, hvordan Jesus da kan være tilstede overalt uden vi kan se ham, men give sig til kende, hvor han vil ved at træde ind i vore dimensioner, for eksempel ved nadverhandlingen og tilsynekomsterne for disciplene.
 
På samme måde kan vi da måske tænke på, at der med udtrykket kødets opstandelse og det evige liv tænkes på, at vi og vore kære, når vort liv ender her, kan gå fra døden til livet hos Gud i en dimension, der fuldstændig overskrider tidens og rummets grænser. Med Paulus’ ord bliver vi forvandlede. Men budskabet indeholder også, at vor identitet er bevaret, vi er genkendelige. Det er, hvad vi må forstå ved udtrykket kødets opstandelse og det evige liv.

Paulus skriver i 1.Korintherbrev kapitel 13:

”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Lad os lige huske, at spejle på Paulus' tid var højst uklare og slørede, og så er vi tilbage ved udgangspunktet med vore manglende muligheder for at se bagved. Men også billedet med engang at se ansigt til ansigt er godt at beholde. Det gælder både over for Gud og vore kære.

Med venlig hilsen

Poul Martinsen 
Fysiker og sognepræst

Andre læser lige nu