Spørg

Hvorfor førte Luthers opgør med pavekirken "kun" til en ny retning inden for kristendommen?

Luther blev betragtet som kætter i reformationstiden, men hans opgør med pavekirken førte stadig til en ny retning inde for kristendommen. Foto: smk.dk

En læser undrer sig over, hvorfor Luthers opgør med pavekirken ikke førte til en ny religion. På reformationstiden tænkte man helt anderledes, og Luther blev dengang betragtet som en kætter, svarer Luther-ekspert Bo Kristian Holm, der er professor MSO ved Aarhus Universitet

Spørgsmål:
Hej!

Mit spørgsmål er:

Jesus’ nytolkning af Moseloven og kritik af farisæerne førte i sidste instans til, at den jødiske Jesusbevægelse blev til en ny religion, nemlig kristendom, mens Luthers opgør med pavekirken "kun" førte til en ny retning inden for kristendommen. Hvorfor mon?

Mvh Trine

Svar:

Kære Trine

Tak for dit spørgsmål. Svaret er jeg nødt til at dele i to. Det er nemlig kun i dag, man kan spørge, som du gør. På reformationstiden så tingene anderledes ud. Luther blev bandlyst af paven og lyst fredløs af kejseren, fordi han blev betragtet som kætter. Og Luther selv kaldte paven for Antikrist, fordi han i Luthers øjne modarbejdede evangeliet, og derfor ikke kunne være en sand repræsentant for kirken. I de første århundreder efter reformationen bekæmpede man derfor til tider ganske indædt ”anderledes og fremmede lærdomme” og tilrejsende til Danmark måtte skrive under på Fremmedartiklerne, der forpligtede tilrejsende på den lutherske lære.

I dag er synet på kristendommen betydeligt mere flertydigt, og det indbyrdes forhold mildt sagt mere imødekommende. Nogle kirker anerkender hinanden, mens andre ikke gør. Alligevel betragtes alle kirker som en del af kristendommen. Grunden til det er den samme, som får nogle kirker til at anerkende hinanden, nemlig den, at det, vi uden problemer kan kalde kristendom, er koncentreret om de kirker, der tager udgangspunkt i Jesus af Nazareths forkyndelse af Gudsrigets komme og bekender sig til Jesus Kristus som Guds Søn.

Derfor er forskellen mellem jødedom og kristendom bestemt af forskellen mellem Guds åbenbaring i Torahen og Guds åbenbaring i Kristus. Hvordan det sidste skal tolkes, har siden de første kristne givet anledning til mange diskussioner og stridigheder. Nogle af disse stridigheder førte til splittelser. I løbet af det 20. århundreder har der imidlertid være mange bestræbelser i gang for at slå bro over de kirkesplittelser, som reformationen skabte. I dag anerkender lutherske, reformerte og metodister f.eks. gensidigt hinanden gensidigt som kirker. Og Det lutherske Verdensforbund og Den katolske Kirke har begge underskrevet Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren som et synligt udtryk for, at begge kirkesamfund deler forståelsen af det vigtigste i kristendommen, dog uden at det har ført til fuldt fællesskab mellem kirkerne. Disse samtaler og dialoger mellem kirkesamfund har kun kunnet foregå, fordi man deler bekendelsen til, at der i sidste ende kun findes én kirke, som det hedder i den nikænske trosbekendelse fra 4. århundrede.

Med til historien hører også, at man efter 2. Verdenskrig har haft brug for at fremhæve, at der trods forskellig religion også mellem kristendom og jødedom findes en fælles arv knyttet til sammenfaldet mellem de kristnes Gammel Testamente og jødernes hebraiske bibel.

Bedste hilsner
Bo Kristian Holm
Professor MSO, forskningsprogramleder for teologi og centerleder for LUMEN ved Aarhus Universitet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.