Spørg

Kan en protestant og en ortodoks blive gift uden at den ene konverterer?

Både ortodokse og protestanter er kristne - men nogle ortodokse menigheder kræver, for at en ægtevielse kan finde sted, at begge parter er ortodokse kristne. Foto: Luis Tosta

Kan en protestantisk kvinde og en ortodoks mand indgå ægteskab og forblive i hver deres kristne trosretning? spørger en læser. En ortodoks præst og en sognepræst svarer.

Spørgsmål:
Kære brevkasse

Min kæreste og jeg er begge kristne, men han er ortodoks og jeg er protestant. Mit spørgsmål er, om det er muligt, vi kan blive gift, og forblive i vores trosretninger? Eller skal jeg konvertere til hans trosretning (ortodoks)?

Er der virkelig så stor forskel mellem disse to trosretninger, at man skal konvertere til den en eller den anden, når de begge er indenfor den kristne kirke?

Jeg spørger, da jeg for nyligt har været med til en vielse mellem en ortodoks kvinde og en katolsk mand, hvor manden måtte gendøbes og sige ja til den ortodokse tro, for at de kunne blive gift i kirken.

Med venlig hilsen
Jasmin

Svar fra Poul Sebbelov, ortodoks præst:
Der er forskellige svar på det fremsendte spørgsmål, alt efter hvor parterne ønsker at blive viede.

I Den Ortodokse Kirke er der to forskellige opfattelser. Nogle ortodokse foretager ægtevielse, når den ene af parterne er ortodoks kristen, og den anden er kristen af anden observans, men døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Andre ortodokse kræver, for at ægtevielse kan finde sted, at begge parter er ortodokse kristne. Vor menighed hører til sidstnævnte kategori.

Så den ortodokse mand i det par, det drejer sig om i det konkrete tilfælde, må altså forhøre sig i sin egen menighed, hos sin egen præst, for at få et svar på, hvad der er gældende i hans tilfælde.

I de protestantiske kirker er der, så vidt jeg er orienteret, ingen krav om samme tro. Men for en ortodoks kristen vil det antagelig ikke være en mulighed at blive (kirkeligt) gift andre steder end i Den Ortodokse Kirke.

Med venlig hilsen
Poul Sebbelov
Præst i Den Ortodokse Kirke

Svar fra Poul Joachim Stender, sognepræst:
Hvis den protestantiske kvinde er medlem af folkekirken, kan de godt blive gift her i Danmark uden hendes mand skal konvertere. Vielse i folkekirken kræver blot, en af parterne er medlem af kirken.

Hvis de skal giftes i Grækenland, plejer de ortodokse præster at være yderst fleksible og kræver ikke, at kvinden skal konvertere. Hun er jo kristen. Og vi anerkender i de kristne trossamfund hinandens dåb, når den er foretaget i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Men det kan være meget afhængig af den vedkommendes præsts sindelag.

Hvis de skal giftes i den ortodokse kirke i Bredgade i København, skal kvinden heller ikke konverteres.

Jeg har været med til en vielse i kirken, hvor en dansk folkekirkepræst blev viet til en russisk-ortodoks kvinde.

Bedste hilsener
Poul Joachim Stender
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.