Spørg

Bliver man genforenet med sine kære efter døden i islam?

En læser spørger, om man i islam bliver genforenet med sine kære, når man dør. Aminah Tønnsen svarer, at der er tre passager i koranen, der indikerer, at vi vil blive genforenet med vores nære slægtninge i efterlivet. Foto: Unsplash

Når man dør, bliver man så genforenet med sine kære? spørger en læser. Forfatter og muslim Aminah Tønnsen svarer

Spørgsmål
Hej brevkasse

Er man sammen med sin familie, når man dør ifølge islam?

Med venlig hilsen
en læser

Svar
Kære læser

Tak for dit spørgsmål.

Der er tre passager i Koranen, der indikerer, at vi i efterlivet på forunderlig vis vil blive genforenet med vore nære slægtninge:

"For dem, der tålmodigt og udholdende holder sig til Gud, der forretter bøn, der (uselvisk) både i det skjulte og åbenlyst giver ud af det, Vi har forsynet dem med, og som imødegår ondt med godt - er der et hjem i Det Hinsidige.

De skal indgå i Lyksalighedens Haver, som også de retfærdige blandt deres forfædre, deres ægtefæller og deres afkom. Og engle skal hilsende komme dem i møde fra alle sider:

'Fred være med jer (som belønning) for jeres tålmodighed og udholdenhed.

Hvor ypperlig er ikke Den endelige Bolig!'" (13:22-24, se også 40:7-9 og 52:17-27)

Det er værd at bemærke, at Koranen flere gange i forbindelse med beskrivelser af livet i det hinsidige pointerer, at der er tale om billeder, altså om lignelser eller metaforer:

"Lignelsen (mathal) om Paradiset, der loves de ærefrygtige (taqwa), er en have, igennem hvis lavninger der flyder strømme, hvis frugter er evige, og også dens skygge. Dette vil være bestemmelsen for de ærefrygtige (taqwa), og ilden vil være bestemmelsen for gudsfornægterne (kufr)" (13:35, se også 47:15 og 2:25).

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Forfatter og muslim

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.