Spørg

Følger brudens far sin datter ind i synagogen ved et jødisk bryllup?

En læser spørger, om brudens far følger sin datter ind i synagogen ved et jødisk bryllup. Foto: Unsplash

En læser spørger om, hvorvidt brudens far fører sin datter ind i synagogen ved et jødisk bryllup, eller om brudeparret ankommer sammen. Jøde og cand.pæd.psyk Hanna Skop svarer

Spørgsmål

Hej brevkasse

Følger brudens far sin datter ind i synagogen som ved et kirkeligt bryllup, eller kommer brudeparret sammen?

Venlig hilsen
Daniel

Svar

Kære Daniel

Det korte svar er ja.

Et mere uddybende svar: Det jødiske bryllup behøver ikke at foregå i en synagoge. Faktisk foregår mange bryllupper i det fri. Hvor de klimatiske forhold er sådan, at man ikke kan forudse, at det vil være sikkert at holde bryllup i det fri, måske på grund af usikkerhed om regnvejr eller storm, holdes brylluppet i et lokale eller i hjemmet. Tidligere var det også sådan her i landet, at mange bryllupper fandt sted i brudens hjem. Det er nok ikke så almindeligt mere, da bryllupsgæsterne ofte er mange.

I Israel og meget ortodokse kredse indledes vielsen ofte med, at bruden føres 7 gange fulgt af moderen og svigermoderen rundt om gommen som sammen med de mandlige pårørende står under baldakinen.

Her i landet føres bruden som regel af sin far ind i synagogen og op under bryllupsbaldakinen, altså svarende til folkekirkens skik. I synagogen i København byder kantoren bruden velkommen med en sang. Rabbineren holder en tale for parret. Ægteskabskontrakten læses op, og de syv lovsigelser synges. Her i landet oftest af kantoren, men andre steder kan forskellige mænd få tildelt at sige eller synge en lovsigelse.

Ved vielsens slutning knuses et glas, som af praktiske årsager er pakket godt ind, af brudgommen. Dette er et symbol på, at man skal huske Jerusalems ødelæggelse selv i lykkelige stunder. Derefter går bruden sammen med brudgommen ud af synagogen/rummet, for sig selv. Her spiser de et mindre måltid, da de har fastet den dag, brylluppet finder sted.

Hvordan vielserne finder sted hos den reformerte del af jødedommen, ved jeg faktisk ikke. Men da der kan være en kvindelig rabbiner, forestiller jeg mig, at de syv lovsigelser også kan fremsiges af forskellige kvinder.​

Med venlig hilsen
Hanna Skop
Jøde og cand.pæd.psyk.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.