Spørg

Hvornår skal jeg starte fasten under ramadanen?

En læser er i tvivl om, hvorvidt han skal starte fasten under ramadanen ved daggry eller solopgang. Forfatter og debattør Aminah Tønnsen svarer. Foto: Federico Respini / Unsplash

En læser har svært ved at finde ud af, hvornår han skal starte fasten under ramadanen. Er det ved daggry eller solopgang? Forfatter og debattør Aminah Tønnsen svarer

Spørgsmål:
Hej

I forbindelse med ramadan har jeg lidt svært ved at finde ud af, hvornår jeg skal starten fasten. Mine forældre har hentet en ramadankalender, hvor jeg kan se, at fasten starter klokken 2:46 (tirsdag den 5. maj 2020). Tidspunktet er angivet for daggry (fajr). Slår jeg derimod op på Google kan jeg se, at solopgang er 5:18 (tirsdag den 5. maj 2020).

Mit spørgsmål er derfor, hvornår fasten starter? Og om du kunne give nogle bemærkninger til de forskellige tidspunkter, der er angivet på en ramadan kalender?

Med venlig hilsen
Humayun

Svar:
Kære Humayun

Tak for dit spørgsmål.

I Koranen hedder det blandt andet om fasten: "Spis og drik, indtil I kan skelne en hvid tråd fra en sort i dagningen og overhold fasten, indtil natten falder på" (Koranen 2:187). Det er altid blevet fortolket som "fra daggry til solnedgang"; men i langt de fleste introduktioner til islam og omtaler af ramadanen, bliver det fejlagtigt oversat som "fra solopgang til solnedgang."

Den 5. maj var det daggry (fajr) kl. 2:45 og solopgang kl. 5:21. Det vil sige, at 2:45 er det korrekte klokkeslæt at starte dagens faste.

En ramadankalender er faktisk blot et udsnit af en ganske almindelig tabel for tidebønnen, der som regel har 6 kolonner. Ved den almindelige kalender for tidebønnen skal man om sommeren huske at tage højde for sommertid. Og så kan forskellige tidstabeller variere med en 5-20 minutter indbyrdes. Jeg sidder lige nu med 5 tabeller foran mig. De hævder alle at indeholde bedetider for København, men ikke to er ens. Vælg én og hold dig til den. Det kommer ikke an på minutterne, men på det, du har i dit hjerte:

- Fajr/daggry kl. 2:45
- Solopgang kl. 5:21
- Dhuhr/middagsbøn kl. 13:21
- Asr/eftermiddagsbøn kl. 17:30
- Maghrib/solnedgang kl. 21:00 (benævnes på en ramadankalender ofte iftar/ftour, der egentlig betyder breakfast, altså det tidspunkt, hvor man bryder dagens faste).
- Isha/nattebøn kl.22:30.

Jeg ønsker dig en velsignet ramadan.

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Forfatter og debattør

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.