Spørg

Kan et barn slippe ud af gentagne genfødsler, hvis det dør som spæd?

For hinduer er det et ideal at opnå moksha, der betyder frigørelse fra livet og genfødsel. Foto: Unsplash

En læser vil vide, om et barn ifølge hinduismen opnår frigørelse fra livet og genfødsler, hvis det bliver slået ihjel som spæd. Det vil ikke ske, svarer hindu Pirapaharan Navaratnam

Spørgsmål:
Hej brevkasse

Hinduerne vil gerne opnå moksha, hvor de frigøres fra den gentagende genfødsel i Samsara. Men det kræver, at de lever i askese, hvilket kan være næsten umuligt. Hvis man slår et spædbarn ihjel, vil det barn jo ikke have begået nogle ugerninger og dermed være ufejlbarlig.

Vil man på denne måde frelse barnets sjæl, og kan det derved slippe ud af genfødsel?

VH Mads

Svar:
Kære Mads,

Tak for dit spørgsmål om et kompliceret emne indenfor hinduismen. Målet for en hindu er, som du skriver, at blive fri for genfødslernes kredsløb og opnå moksha, så man kan blive ét med Gud. Sjælen har været igennem en lang rejse og oplevet livet gennem forskellige livsformer og endelig blevet født som menneske, hvor vi kan tænke over vores handlinger og lære Gud bedre at kende og opnå frelse. Det liv, man bliver født ind i, er summen af både karma og af skæbnen. Det er individet, der skal gøre sig fortjent til at blive ét med Gud ved at blive fri af begæret. Det er, når et menneske begærer forskellige ting, at vi bliver bundet til denne verden og dette liv, og begær har skabt/skaber stadig en masse problemer i denne verden. Hvis man skal tage kristendommen, kan man sige, at begæret var årsagen til, at Adam og Eva spiste af frugten fra kundskabens træ, og med store konsekvenser til følge.

Mennesket kan prøve at blive fri fra begæret, og på et tidspunkt når sjælen dette mål efter en lang rejse. Når et barn bliver slået ihjel, opnår dette ikke moksha. Det er ikke et valg, barnet selv har taget, men et valg som et andet menneske har taget for barnet, og det andet menneske optjener dårlig karma, da vedkommende slår et andet liv ihjel. Som nyfødt er man ikke fejlfri. Man bliver født ind i et nyt liv efter ens karma, og man skal gennemleve de fordele og ulemper i livet, som ens karma har bestemt og lære af livet inden det næste liv, eller inden man opnår moksha. Så barnets sjæl vil blive genfødt igen.

Så svaret på dit spørgsmål er, at barnet ikke opnår frelse.

Venlig hilsen

Pirapaharan Navaratnam
Radiograf og hindu

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.