Spørg

Hvor kan jeg tage et kursus om islam, inden jeg konverterer?

Imam Ali Moskeen i Københavns nordvestkvarter er et af de steder, religionsforsker Kate Østergaard anbefaler, at man tager hen for at lære mere om shiaislam. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

En læser har overvejet at konvertere til islam men vil gerne vide noget mere om religionen først. Religionsforsker Kate Østergaard guider til, hvor man kan lære mere om de forskellige muslimske retninger

Spørgsmål:
Kære brevkasse

Jeg overvejer at konvertere til islam, men gerne ville vide meget mere om religionen først. Findes der nogle kurser, man kan tage?

Svar:
Kære spørger

Tak for dit spørgsmål om undervisning i islam. Der findes efterhånden mange steder, der tilbyder undervisning for konvertitter eller potentielle konvertitter.

Du bør dog være opmærksom på, at der er mange forskellige versioner af islam, så den viden du modtager kan være meget forskellig.

Der findes netværk, der drives af andre konvertitter, som for eksempel Center for Danske Konvertitter, som giver råd og vejledning til potentielle konvertitter. Men der er også mange moskeer, som tager sig af konvertitter og har islamundervisning.

Jeg vil her nævne nogle moskeer, der er kendt for at rumme en del konvertitter, men som er vidt forskellige i deres tilgang til islam. Jeg forsøger at kategorisere moskeerne lidt nedenunder.

- Det Islamiske Trossamfund er en sunnimoske, der ofte har en lidt traditionel konservativ opfattelse af islam.

- Mariam Moskeen er en moske for kvinder, der har en liberal og feministsik tilgang til islam.

- Dansk Muslimsk Forening, også kaldet Imam Ali Moskeen, er en shia-moske.

Det er også en mulighed at tage et kursus i islam, hvor du på et mere neutralt grundlag kan orientere dig i islams mangfoldighed og kompleksistet. I så fald kan du prøve at finde et kursus på landets mange aftenskoler eller på Folkeuniversitetet.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar.

Bedste hilsner
Kate Østergaard
Religionsforsker

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.