Sumobrydning: Når religion og sport smelter sammen

Det sted, hvor sumobrydningen finder sted, skal renses dagen før en kamp med salt - eller som her på billedet med koldt vand. Foto: Eugene Hoshiko/AP/

På overfladen kan den japanske nationalsport sumobrydning forekomme lige så uforståelig som japansk. Dykker man imidlertid ned i denne fremmedartede sport, åbenbares en verden, hvor alt fra bevægelser og påklædning til saltkastning har rødder i religionsdyrkelse

Sport i dag omtales ofte som en moderne religion, og sportsudøverne dyrkes som vore tids idoler og ikoner. Koblingen mellem religion og sport er imidlertid ikke et nyt koncept, men i modsætning til de moderne sportsgrene er sumobrydning i sin oprindelige form et aspekt af dyrkelsen af shinto - Japans oprindelige religion.

Ved første øjekast kan sumobrydning virke som en noget aparte sport for den uindviede. To store mænd maser rundt i en lille kampring, kaldet en dohyou, på 4,55 meter i diameter. Selve kampen er oftest overstået på et par sekunder med den tabende part enten i gulvet eller udenfor dohyou’en. Forud for kampstart har bryderne kastet om sig med salt, gjort anløb til kamp et par gange og klasket sig selv på lårene.

Sumobrydningens historie går mere end 1500 år tilbage og har sin oprindelse i et frugtbarhedsritual, der skulle sikre en god høst. Frugtbarhedsaspektet går blandt andet igen i sumobrydernes størrelse, og de rituelle danse bryderne udfører før kampstart. Tidligere foregik sumobrydning i shintohelligdomme.

Brydningen har også været en opvisning i styrke og ydermere en rituel dans, hvor bryderen kæmpede mod et guddommeligt væsen - en kami. Kami er gudsbegrebet i shinto og kan være alt fra en personificeret gud, som solgudinden Amterasu, til en ånd eller en flod.

Til hver turnering konstrueres en ny dohyou. Den bliver ved et ritual indviet af to gyouji – sumobryderedommere. Under dette indvielsesritual fungerer gyouji’erne som shintopræster. Dohyou’en er forbudt for kvinder, de må hverken røre eller betræde den, da det bryder renhedsprincippet. En tradition der stadig holdes i hævd. Før i tiden var der også kvindelige sumobrydere, men de eksisterer ikke længere på et nationalt niveau.

Taget, som hænger over dohyou’en, er en efterligning af shintohelligdommes tag. Fire forskelligt farvede kvaster hænger fra tagets fire hjørner og repræsenterer verdenshjørnernes ånder, en form for mytologiske dyr, som har en religiøs betydning i shinto.

Fordi sumobrydning tidligere fandt sted i shintohelligdomme, bliver dohyou’en stadig betragtet som hellig. Den symboliserer samtidig jorden, mens taget symboliserer himlen.

Dagen før en turnering skal begynde, udføres et ritual, hvor dohyou’en renses og velsignes. En gyouji, altså dommeren, begraver en saltblandingen i midten af dohyou’en, og officielle repræsentanter og inviterede gæster bydes på sake - japansk risbrændevin. Den tiloversblevne sake hældes ud på kanten, der omgrænser dohyou’en, som en ofring til guderne.

Forud for hver kamp udføres desuden et sofistikeret ritual af de to sumobrydere. Uafhængigt af hinanden smider de med salt og udfører indstuderede løft med benene for derefter at stampe i jorden for at jage dæmoner væk. Hensigten med saltkastningen er at rense dohyou’en, da saltet religiøst set har en rensende funktion. Dette ritual kan gentages flere gange, før kampen går i gang.

Renselsesritualet med salt er et aspekt, som sumobrydningssporten har bevaret, fra den gang brydningen fandt sted i shintohelligdomme. Hver dag under en turnering udføres et ritual af de højst rangerede sumobrydere, hvor de blandt andet klapper for at tiltrække sig gudernes opmærksomhed. Også dette er et levn fra traditionerne i shintohelligdommene.

Endnu en sammenhæng til shinto findes i den beklædning, som den højeste rang af sumobrydere, yokozuna, bærer, når de træder ind i dohyou’en. Yokozuna betyder bogstaveligt talt ”horisontalt reb”. Navnet på rangen refererer til det reb, en yokozuna bærer rundt om livet. Det er en efterligning af det ceremonielle reb, som i shinto markerer et helligt eller rent område - eksempelvis en shintohelligdom.

Det hellige reb har flere funktioner. Dels beskytter det mod onde ånder, og dels har det en rensende funktion af det hellige område. Rebet ses også bundet om objekter, der anses for at have en særlig tiltrækningskraft på ånder. Det kan være bestemte tæer elle sten, der menes at have en iboende ånd - en kami. Yokozuna’en betragtes også som havende en iboende kami.

Dommeren i en sumobrydningskamp er iklædt en efterligning af shintopræstens beklædning. Deres hovedbeklædning er en kopi af den, som shintopræsterne bar under den klassiske periode i Japans historie omkring år 800-1200 e. Kr.

Selv om sumobrydning i dag er en moderne sport i sin egen ret, er det ikke muligt at adskille sporten fra sin religiøse arv. Ser man imidlertid sumobrydningen ud fra et religiøst perspektiv, har alt sin forklaring, og det før så uforståelige bliver forståeligt.