Spørg

Hvordan forholder buddhismen sig til homoseksualitet?

"Grunden til at man bliver homoseksuel frem for heteroseksuel er karma", skriver Svend Guttormsen. Foto: Pixabay

Homoseksualitet bliver ikke betragtet som normalt inden for buddhismen, men bliver heller ikke fordømt, skriver Svend Guttormsen

Spørgsmål:

Jeg kunne tænke mig at blive buddhist, men da jeg selv er bøsse, vil jeg gerne først vide, om homoseksuelle bliver accepteret på lige fod med andre - eller om det er som i visse kristne sammenhænge, hvor man bliver fordømt og kun kan accepteres, hvis man gemmer sin "syndige" seksualitet væk?

Jonas

Svar:

Kære Jonas

Alle væsener har buddha-natur – potentialet til at udfolde sindets perfekte kvaliteter – og alle uden undtagelse kan derfor erkende sindet natur og selv blive buddhaer. Det gælder lige meget om man er sort eller hvid, mand eller kvinde, hetero- eller homoseksuel. Så svaret er: Ja, man kan godt være buddhist og bøsse på samme tid. Ens seksuelle tilhørsforhold er underordnet i buddhistisk sammenhæng. Homoseksualitet bliver ikke betragtet som normalt inden for buddhismen, men bliver heller ikke fordømt. Så vidt jeg ved, findes der ingen specifikke belæringer om homoseksualitet inden for buddhismen, og tibetansk buddhisme adskiller sig ikke fra andre former for buddhisme på dette punkt.

Grunden til at man bliver homoseksuel frem for heteroseksuel er karma. De vaner og tendenser, man har med sig fra tidligere liv, former ens nuværende liv. Selv oplevelser tidligere i dette liv har været bestemmende for det nuværende liv. Seksualitet er i bund og grund ens private sag og er i orden, så længe man ikke skader eller udnytter andre. I buddhistisk forstand er seksualitet ikke syndigt, men kan være forstyrrende, hvis man hele tiden kun tænker på sex.

Jeg har mødt bøsser blandt buddhister i flere forskellige sammenhænge, og min egen lama har elever, der er bøsser. Især i England, Tyskland og Australien, men så vidt jeg ved ikke i Danmark. Han har dog aldrig viet bøsser eller lesbiske, og jeg tror heller ikke, det er noget han har tænkt sig at gøre. Seksualitet er ifølge min overbevisning én blandt flere identifikationer, man som menneske kan have. Nogle identificerer sig stærkt med deres politiske overbevisning, andre med deres seksuelle og endnu andre med deres religiøse overbevisning. Man har så at sige flere tilgange til at forstå sig selv i forhold til omverdenen.

Det interessante er, at folk, der afviger fra normen – som man vel kan sige, at bøsser gør – ofte er meget stærkt knyttet til det, der gør dem anderledes. De mest afbalancerede er helt klart dem, der er afslappede omkring deres anderledeshed. Spørgsmålet er, hvor meget man knytter sig til sine forskellige identifikationer. Jo lettere bånd man har til dem, jo bedre. Verden er ikke en fast forankret størrelse, og jo mindre man knytter sig til bestemte forestillinger, jo bedre. Selvom sex bestemt kan være dejligt, består livet af andre (og mere) interessante ting end tilfredsstillelse af seksuelle behov. Det gælder lige meget, om man er bøsse eller ej.

Jeg håber du kan bruge svarene til noget. Held og lykke med dine identifikationer!

Svend Guttormsen
Foredragsholder, forfatter og buddhist

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.