Dårlig karma kan ikke arves

Hvis man ønsker at være mere lykkelig eller at fungere i hverdagen, skal man ifølge buddhismen derimod ændre den måde, man selv lever på (den måde man bruger sit sind, sin tale og sin krop), skriver buddhist Nicolai Sennels. Foto: sxc.hu

I dette svar forklarer buddhist og psykolog Nicolai Sennels, hvorfor man i buddhismen ikke kan arve sine forfædres dårlige karma

Spørgsmål:

Hej

Jeg læser religion og mener at have læst, at man kan arve ens forældres/forfædres dårlige karma i Buddhismen. Er der noget hold i det?

Min lærer siger, at det har hun aldrig hørt eller læst om. Jeg ved, at man bliver genfødt uendeligt, og at ens karma følger en.

Håber du vil være mig behjælpelig med mit spørgsmål.

Med venlig hilsen

Rikke Saarikivi

Svar:

Kære Rikke

Karma betyder årsag og virkning og henviser til, at vi ifølge buddhismen selv skaber vores eget liv. Alt hvad vi tænker, siger og gør, sår frø i vores sind, som senere modnes som de mange forskellige oplevelser, vi har. Som buddhist giver man derfor ikke andre skylden - heller ikke sine forældre - hvis man har problemer. Hvis man ønsker at være mere lykkelig eller at fungere i hverdagen, skal man ifølge buddhismen derimod ændre den måde, man selv lever på (den måde man bruger sit sind, sin tale og sin krop).

De frø, som vi sår i vores sind som følge af vores valg og vores levevis, kan således ikke "flyttes over" i et andet sind - heller ikke fra forældre til deres børn.

Når man bliver genfødt som menneske, er der ifølge buddhismen særligt tre ting, som er et resultat fra tidligere liv: 1) de omgivelser og det miljø, som man fødes ind i (hvadenten det er i et rigt land med mange muligheder eller et fattigt land med få muligheder), 2) den krop man får (om den er sund og stærk eller om den bringer problemer og lidelse) og 3) de tendenser vi har i vores sind (om vi kan lide at gøre positive eller negative ting).

Nogle buddhister i især Kina og Japan har blandet elementer fra spiritistiske religioner ind i buddhismen. Dette betyder, at de forholder sig meget personligt til deres forfædre og tror på spøgelser osv. De elementer af disse menneskers "buddhisme", som har at gøre med forfædre og ånder, har altså ikke noget med buddhisme at gøre, men er rester af gammel overtro.

Jeg håber det var svar nok - ellers skriv igen.

De bedste hilsner

Nicolai Sennels, buddhist og cand. psyk.

Du kan læse flere af Nicolai Sennels artikler her.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.