Er en Lotto-gevinst lig med dårlig karma?

"Karma-tanken omfatter tanker og handlinger, så hvis du modtager gode tanker, korresponderer dette til tidligere gode tanker givet," skriver cand. mag. i religion og tysk, Søren Korshøj Laursen. Foto: ThinkFoto.dk

En Lotto-gevinst kan bidrage til begæret, som er en af rodårsagerne til den evige genfødsel, svarer religionslærer Søren Korshøj Laursen

Spørgsmål:

Det er blevet sagt, at hvis jeg stjæler 100 kr., skal jeg have givet 100 kroner væk i et tidligere liv, ellers får jeg dårlig karma? Jeg kan altså kun modtage pengene, hvis jeg allerede har givet nogle væk? En million i Lotto skal jeg altså også have givet væk i et tidligere liv, hvis jeg vinder?

Med venlig hilsen
Tommy

Svar:

Kære Tommy

Jeg tror, det eksempel, du her skitserer, er blevet brugt for at forenkle et meget kompliceret sagsforhold om karma.

Det er ikke nødvendigvis sådan, at 100 kroner modtaget i dette liv korresponderer med 100 kroner givet i det forrige liv. Havde det været sådan, havde systemet været meget simpelt og kedeligt.

Karma-tanken omfatter tanker og handlinger, så hvis du modtager gode tanker, korresponderer dette til tidligere gode tanker givet.

Husk også lige på, at en million kroner i Lotto ikke nødvendigvis er godt, for så vidt som det jo bidrager til begæret, som er en af rodårsagerne til den evige genfødsel.

Som du ser, er det mere kompliceret end som så.

Se her for en mere uddybende artikel.

Med venlig hilsen
Søren Korshøj Laursen
Cand. mag. i religion og tysk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.