Reinkarnation og fuld erkendelse

Har grene af buddhismen opgivet tanken om reinkarnation? Kan man opnå fuld erkendelse i bare ét liv?

Spørgsmål:

Kære Tarab Tulku

I Theravada buddhismen er man, så vidt jeg ved, begyndt at forkaste tanken om reinkarnation og mener, at man gradvis kan opnå fuld erkendelse i dette liv. Hvordan fortolker du Buddhas lære om tanken om reinkarnation?

Venlig hilsen, Per Lausen

Svar:

Kære Per Lausen

Reinkarnation er en ide, der findes generelt i de spirituelle retninger, der er opstået i Indien. Det er en grundlæggende filosofisk anskuelse i jainismen, hinduismen og buddhismen.

Alt, hvad vi er omgivet af, den verden vi kender, består af mange forskellige komponenter. Alt dette har en sammensat natur, hvilket igen indebærer, at det altsammen er forgængeligt. Det opløses igen i sine komponenter og genopstår i nye sammenhænge.

Universets natur er kontinuitet, forstået som denne uophørlige forandringsproces, som forgår hvert eneste øjeblik.

Mennesket og alle andre levende væsener er også underlagt denne lov. Når vi dør, opløses legemet og går ind i et nyt kredsløb af komponenter.

Sanseindtryk, følelser og tanker overføres heller ikke i deres nuværende form til en ny inkarnation. Ved døden går vores eksistens ind i sin dybere natur. Herfra tager den fysisk form igen, når de rette årsager og betingelser er til stede.

Dette er baggrunden for ideen om reinkarnation i buddhismen generelt, og disse anskuelser er helt grundlæggende i Theravada buddhismen. Det må bero på en misforståelse, at Theravada buddhismen skulle forkaste tanken om reinkarnation.

Det, der menes med oplysning svarer sandsynligvis til buddhatilstanden, som er buddhismens mål. Buddha betyder den opvågnede.

Der er dog to stadier, der ligger forud for buddhatilstanden, som bør omtales, fordi de er åbninger på vejen til buddhatilstanden:

Det første er indsigtsvejen, darshanamarga, en meditationstilstand (samadhi), med en fuldstændig opmærksomhed m.h.t. universets natur.

Det næste er Arhattilstanden, opvågningen fra samsara, som Buddha oplevede under bodhitræet.

Buddha er et eksempel på et menneske, der opnåede fuld erkendelse i løbet af et enkelt liv, og ifølge både hinayana-traditionen og tantrayana kan man opnå buddhatilstanden i løbet af et liv. Indenfor mahayana er dette ikke muligt, fordi man er nødt til at opsamle merit over uendelig lang tid.

Venlig hilsen
Tarab Tulku

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.