Katolsk etik er livsnær

Jesus var asket, men han kunne også med glæde deltage i fester og nyde mad og vin, skriver Lone Skov Al Awssi. Foto: .

Som katolik opfordres man til at udvise stort engagement i livet, i ens medmennesker og i samfundet generelt, skriver Lone Skov Al Awssi

Spørgsmål om etik

Jeg er en ung mand, der på trods af min agnostiske overbevisning prøver at bygge mit liv op om en katolsk asketisk etik, med særligt fokus på de syv dødssynder og de syv kardinal dyder, hvilket jeg også snart skal have tatoveret på min krop for evigt at have den etiske fordring tæt på livet. Men jeg står med et problem af dimensioner, for jeg finder det utroligt svært fuldt ud at leve i denne etik med den stærke livsglæde og passion for livet, jeg besidder.

Jeg leder efter svar på hvordan man kan kombinere en etik som strider mod etmål i det hinsides med et engagement i livet og ens medmennesker. Svarene må gerne være af den filosofiske og erfaringsmæssig, men også religiøse svar er jeg interesseret i.

På forhånd tak.
Bjarke

Brevkassens svar

Kære Bjarke

Tak for dit spørgsmål.
Du skriver, at duønsker at bygge dit liv op omkring "en katolsk asketisk etik "

Lige siden oldkirken har askese været en del af den kristne trospraksis. Askese er et begreb, som anvendes om religiøs praksis, der kræver en vis udholdenhed eller anstrengelse - forsagelse af nydelse, materielle goder og sex samt faste etc.

Det kan også i den mest enkle form være bøn, abstinens dage, at give almisse eller fortage sig uselviske, selvopofrende opgaver.

Jesus var en asket, han holdt lange fasteperioder og levede i cølibat, dog kunne han også deltage i fester og med glæde nyde både mad og vin.

Almindelig katolsk asketisk etik fodrer ikke mere end almindelige mennesker kan klare, der er ikke noget særligt grænseoverskridende i at overholde fasten, i at bede og fordybe sig i ritualerne. Som katolik opfordres man til at udvise stort engagement i livet, i ens medmennesker, i politik og foreningsliv - ja, i hele samfundet generelt.

Jeg forstår derfor ikke, hvorfor du ser en modsætning i at stride mod et mål i det hinsides og det at engagere sig i livet og ens medmennesker. De to emner er faktisk hinandens forudsætninger.

Jeg ser dog en modsætning i, at du som agnostiker søger den katolske praksis, hvis du med "agnosticisme" mener, at kun det, der er en sikker, objektiv, demonstreret viden om, danner grundlag for vores åndelige begrebs- univers.

I katolsk praksis er troen helt central, og selv om tvivlen ikke er et ukendt begreb for mange ellers meget stærke kristne, helt fra den almindelige, glimtvise tvivl til det meget alvorlige begreb "sjælens mørke nat," så kommer vi ikke uden om, at troen er fundamentet. Jesus siger det til den vantro Thomas i Joh. 20,27-29: " Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror."

Venlig Hilsen,
Lone Skov Al Awssi
Formand for foreningen Pornofrit Miljø. Har arbejdet politisk i Konservativt Folkeparti som folketingskandidat og kommunalpolitiker. Katolik og gift med en muslimsk mand fra Irak.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.