Hvad må hinduer spise?

Da jeg kom til Danmark, spiste jeg ikke kød, så første gang jeg tog en bid af en leverpostejmad, kastede jeg op, skriver samfundsdebattør og hindu Dhamu Chodavarapu. Foto: colourbox.com

Vi har ingen regler, som påbyder dit og dat, men hindusamfundet praktiserer og anbefaler vegetarisk spisning, svarer samfundsdebattør og hindu Dhamu Chodavarapu

Spørgsmål:

Hvad må hinduer spise? Er der mad, der er forbudt for hinduer, og er der mad, som er hellig?

Med venlig hilsen
Malene

Svar:

Kære Malene

Hinduismen giver ikke mennesker mulighed for at afstå fra ansvar og valg, således at man kan tage Gud over sig som en dyne og overlade alt til ham og hans gøren og laden.

LÆS OGSÅ: "Vi kan ikke spise os gode"

Hinduisme påkræver, at alle og enhver tager ansvar, mens man bruger Gud som vejviser og mentor. Det er, hvad man forstår ved karma. I virkeligheden er karma en slags universel grundlov.

Ved at forstå karma kan man forstå, hvad årsagerne er til de ting, vi oplever, gode som dårlige. Ved at forstå dette bliver man i stand til selv at bestemme sit liv.

Derfor er der ingen regler, som påbyder dit og dat. Man må spise det man har lyst til, men hindusamfundet praktiserer og anbefaler vegetarisk spisning, idet man mener, at kød fremmer visse aggressive egenskaber hos mennesker, mens vegetarmad passiviserer menneskers aggressioner.

Dét med hensynet til hellige køer, som man ikke slår ihjel eller spiser, skyldes en af vore guders inkarnationer. Krishna har en ko som kæledyr. Derfor har koen en hellig status i vores sociale samfund, men det har ikke noget med religion at gøre.

Mange spisevaner udspringer af familiens skød, og børnene viderefører forældrenes familietraditioner.

Da jeg kom til Danmark, spiste jeg ikke kød, men den dame, der lavede mad til mig, kogte nogle grønsager og hældte brun sovs på. Jeg spiste det med velbehag. Da jeg fik at vide, hvordan man laver brun sovs, syntes jeg, at jeg lige så godt kunne spise kød, men første gang jeg tog en bid af en leverpostejmad, kastede jeg op.

Derfor, for hinduer er det mere smag end religiøs blokering at spise kød.

Med venlig hilsen
Dhamu Chodavarapu
Samfundsdebattør, hindu og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.