Kan en hindu dyrke sex før ægteskabet?

I ortodoks hinduisme er det et ideal, at sex sker inden for ægteskabet, og at det ægteskab er imellem mand og kvinde - for at de skal få børn. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Ortodoks hinduisme vil mene, at idealet er at blive gift med en jomfru, og at der ikke er plads til homoseksuelle ægteskaber, idet et sådan ikke producerer børn. Men egentlig er det svært at svare kategorisk på, hvad man må i hinduismen, forklarer lektor

Spørgsmål om sex i hinduismen

Kan man godt have sex før ægteskabet i hinduismen, og kan man godt blive gift, hvis man er homoseksuel? Hvad er en pujari?

Med venlig hilsen

Karoline

Svar fra lektor i religionsvidenskab

Kære Karoline

Det er ofte svært at svare meget kategorisk eller konkret, når man har med hinduismen at gøre, da det er en religion, som på mange punkter adskiller sig fra andre religioner: Der er ikke noget enkelt helligskrift, man kan henvise til eller finde svaret, der findes et stort udvalg, som er kendetegnet ved på flere punkter at have forskellige svar på forskellige spørgsmål.

Dog vil en ortodoks hindu ofte henvise til dharma shastra-litteraturen, når det angår ægteskabsfohold og her er det klart, at idealet er at blive gift med en jomfru, og at der ikke er plads til homoseksuelle ægteskaber, idet et sådan ikke producerer børn.

En pujari er en der udfører puja, det vil sige gudstjenesten og er således en præst.

Med venlig hilsen

Marianne Qvortrup Fibiger
Lektor, ph.d.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.