Islamisk fundamentalisme har stor folkelig appel

Muhammad Abduh mente, at det var en synd ikke at anvende sin gudgivne fornuft, når det gjaldt samfundsmæssige forhold og samfundets indretning, skriver Tallat Shakoor.

Spørgsmål:

Kan det lade sig gøre at forene islam og demokrati? Findes der islamiske lande, hvor demokratiet fungerer?

Tine Hansen

Svar:

Kære Tine Hansen

Det korte svar er, at det er et kompliceret spørgsmål, som der ikke er et endeligt svar på. Men i stedet kan jeg forsøge at skitsere nogle grove rids i debatten omkring islam og demokrati, som den har udspillet sig i nogle dele af den muslimske verden.

Indledning

Islamkritikere har siden 11/9 2001 hævdet, at islam ikke adskiller religion og politik, men at disse to sfærer er uadskillelige i en muslimsk tankeverden. Derfor, er argumentet, må muslimer først og fremmest være loyale overfor Allah og den muslimske menighed, ummahen, fremfor det repræsentative demokrati.

Islamkritikere som Bernard Lewis hævder at disse hændelser kan ses som symptomatisk for forholdet imellem demokrati og islam. På den baggrund ser de islam som uforenelig med demokrati. Dette er, mener jeg, et fokus på debatten om islam og demokrati, som har stirret sig blindt på bestemte nutidige hændelser som terrorbomberne d. 9/11, 2001 og d. 7/7, 2005. Islamkritikere som Bernard Lewis hævder, at disse hændelser kan ses som symptomatisk for forholdet imellem demokrati og islam. Eksponenterne for denne forståelse er ikke interesserede i det forhold, at muslimske teologer, politiske reformatorer, intellektuelle og aktivister har diskuteret spørgsmålet i over 150 år inden for den muslimske verden.

Den principielle problematisering af islam og demokrati islam formuleredes på den arabiske halvø i den første halvdel af 600-tallet af profeten Muhammad, hvorefter islam gradvist spredtes over hele kloden i løbet af de næste 1400 år. I løbet af denne lange periode slog islam rod i mange dele af verden og gled ind i mange forskellige samfund, kulturer og traditioner, hvori religionen blev integreret. Derfor har islam som religion haft mange forskellige historiske udtryk. Denne betragtning har dog ikke kunnet feje den kritiske problematisering af islam og demokrati af bordet, og islam og muslimer været under stærk kritik siden 11/9 2001.

To perspektiver: islamisk liberalisme og islamisk konservatisme

En opdeling af diskussionen omkring forholdet imellem de vestlige ideer om blandt andet demokrati og sekularisme på den ene side og islam på den anden side, kan for overskuelighedens skyld opdeles i to hovedstrømninger. I mangel af bedre kan de kaldes det liberale islamiske perspektiv og det konservative islamiske perspektiv.

Den førstnævnte karakteriseredes af åbenhed overfor vestlige tanker om sekularisme og repræsentativt demokrati, hvorimod den anden insisterede på at give islamisk lovgivning og islamiske institutioner forrang for vestligt inspireret tankegods.

For en ordens skyld skal jeg understrege, at der historisk ikke er tale om at muslimske intellektuelle kan opdeles i to lejre. Jeg trækker blot nogle linjer op for at give en fornemmelse af nogle af de tydeligste forskelle i diskussionen om kompatibiliteten imellem islam og vestlige idéer som eksempelvis demokrati.

Islamisk liberalisme og modernisme

Den islamiske liberalisme har sin vugge i kolonitiden. Koloniseringen i 1800-tallet bragte nye tankeformer og nye teknologier til Mellemøsten og Sydasien. I mødet med de europæiske kolonisatorer blev lokale intellektuelle inspireret til at sammentænke visse elementer af det vesteuropæiske tankegods ind i en lokal sammenhæng. Man havde et ønske om at lade sig inspirere af Vesten, når det gjaldt vesteuropæiske uddannelsessystemer og institutioner, retssystemer, industriel udvikling, politisk organisering med mere -- uden samtidig at forkaste hverken islam som religion eller den islamiske civilisationshistorie.

I det liberale islamiske perspektiv eksisterer der ikke en konflikt imellem religion og sekularisme. De er to distinkte, men sameksisterende sfærer. Islams rolle er primært at retlede den troende i spirituelle henseender, men at afholde sig fra at være ledesnor i statslige anliggender. I disse anliggender skal borgene gøre brug af deres fornuft og den akkumulerede historiske menneskelige erfaring. Det er vigtigt at understrege at denne distinktion ikke er en adskillelse, men en sameksistens.

Et vigtigt begreb i dette perspektiv er det arabiske ord shura, som betyder konsultation. Igennem fortolkning af bestemte koraniske vers, som omhandler Allahs påbud til Muhammad om at konsultere sine rådgivere, er liberale teologer kommet frem til en forståelse af shura som et begreb, der kan forstås som gensidig konsultation. Denne fortolkning åbner muligheder, som kan pege i retning af valg af repræsentative ledere, det vil sige repræsentativt demokrati.

Et eksempel på dette sammenløb af lokalt og kolonialistisk tankegods kropsliggøres i egyptiske muslimske reformator Muhammad Abduh (1848-1905). Abduh betegnes af nogle som arkitekten bag den islamiske modernisme, som er betegnelsen for en meget bred liberalistisk strømning, som tog form i mødet med de europæiske kolonisatorer.

Islamisk modernisme handler om en løbende fortolkning og genfortolkning af islam, således at muslimer kan udvikle uddannelsesinstitutioner, lovgivning og politiske systemer, som sigter efter anvendelse indenfor moderne samfund. Den islamiske modernisme fandt flest tilhængere blandt den muslimske intellektuelle elite, og tabte langsomt terræn til forskellige nationalistiske bevægelser i løbet af første halvdel af 1900-tallet.

Muhammad Abduh var overbevist om, at menneskelig fornuft og guddommelig åbenbaring grundlæggende var i harmoni med hinanden. I Abduhs forståelse af islam var formålet med åbenbaringen essentielt religiøst, og Allah havde overladt visse ting i åbenbaringen til menneskets egen fornuft. Blandt andet mente Abduh, at det var en synd ikke at anvende sin gudgivne fornuft, når det gjaldt samfundsmæssige forhold og samfundets indretning. Et andet eksempel på en tidlig muslimsk modernist er Sir Sayyid Ahmed Khan (1817-1898), som mere end nogen anden kom til at stå som eksponent for den islamiske modernismes i Sydasien. Ahmad Khan var meget kritisk indstillet over for muslimsk ortodoksi og uddannelse. Inspireret af et længere ophold i England blev Ahmed Khan en stor fortaler for introduktion og styrkelse af moderne uddannelsessystemer. Ahmed Khan var deslige en af de første fortalere for en form for muslimsk nationalisme, som understregede muslimernes ret til selvbestemmelse, hvilket i sidste ende ledte til dannelsen af Pakistan i 1947.

Nationalisme og islam

Åbenheden overfor tanken om demokrati hang sammen med en voksende modstand over for kolonialiseringeren af Mellemøsten og Sydasien, og intellektuelle var tiltrukket af tanken om demokrati som en form for folkeligt selvstyre, hvorigennem de koloniserede kunne få ret til at regere. De voksende nationale frigørelsesbevægelser i Mellemøsten og Sydasien lagde vægt på en forståelse af demokrati som retten til selvbestemmelse som en første prioritet.

De fleste (men som sagt, ikke alle) modernister opfattede de muslimske befolkninger som værende ude af stand til at forvalte uafhængighed af kolonistyrerne og placerede sig således for det meste i politisk favør for kolonimagterne.

I løbet af den første halvdel af 1900-tallet voksede der nationalistiske bevægelser frem i hele den muslimske verden, som i modsætning til modernismen havde bred folkelig appel på grund fa modstanden imod de europæiske kolonialistiske regimer. Inden for disse nationalistiske bevægelser havde de vestlige idéer om demokrati som selvbestemmelse, men også islam spillede en stor rolle i de nationalistiske forestillinger og fik også efterfølgende central og kontroversiel ideologisk betydning i dannelsen af de nye stater i første halvdel af 1900-tallet.

Det klassiske eksempel på arabisk nationalisme er den tidligere egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser (1918-1970). Nasser opstillede en plan for Egyptens fremtid i 1962, hvori islam tildeles plads som determinerende for Egyptens idéhistorie og åndelige udvikling, samtidig med at han lagde afgørende vægt på socialisme. Nasser anså islam og socialisme som havende den samme målsætning: at opnå social retfærdighed, lighed, frihed og værdighed. Det var først efter nederlaget til Israel i 1967, at der spredte sig en følelse af, at arabisk nationalisme og socialisme havde forfejlet deres visioner.

I modsætning til den liberale modernisme, som i det konservative og fundamentalistiske tankesæt blev opfattet som alt for eftergivende og passiv overfor vestlig indflydelse, lagde den islamiske fundamentalisme vægt på, at de muslimske befolkninger kunne finde løsninger på alle samfundsmæssige problemer igennem Koranen og profeten Muhammads sædvane, Sunnah, i stedet for at finde løsninger igennem inspiration og efterligning af vestlige politiske systemer.

Krige og borgerkrige i den arabiske verden fejlede, og korrupte statmagter samt opbygningen af stadig større og mere uigennemsigtige bureaukratier i mere og mere magtfulde statsapparater medførte i anden halvdel af 1900-tallet til en gradvis desillusionering omkring tilliden til de modernistiske og nationalistisk tankesæt. Det skabte et ideologisk vakuum, som gav plads til en revitalisering af islam, hvor man søgte svar på sociale og politiske spørgsmål i de grundlæggende islamiske tekster, Quran og Sunnah.

Islamisk konservatisme og fundamentalisme

Efter at de tidligere koloniserede muslimske befolkninger havde opnået uafhængighed, blev islamiske konservative strømninger mere synlige. Ligesom nationalismen havde fundamentalismen en bredere folkelig appel. Islamisk fundamentalisme var og er, ligesom den pan-arabiske nationalisme og den islamiske modernisme, en historisk og ideologisk strømning, som har fundet mange og inden for strømningen modsigende udtryk.

Den konservative strømning er nok bedst eksemplificeret ved egypteren Sayyid Qutb (1906-1966), som blev dømt til døden af Garmal Nasser for landsforræderi og hængt. Qutb opfattede de arabiske nationalstater som uislamiske, og de europæiske modernistiske tankesæt, som havde vundet indpas i de statslige institutioner og i den arabiske dagligdag, opfattede han som onde og i direkte modstrid med islam. For Qutb er islam et altomfattende politisk system, hvis primære formål var at etablere den islamiske stat. Islam er ifølge Qutb alle andre systemer og tankesæt naturligt overlegent. Et retfærdigt politisk system var for Qutb baseret direkte på Quranen og Sunnah, hvilket automatisk ville lede til implementeringen af sharia.

Der findes ikke én fundamentalisme, men mange forskellige historiske udtryk for islamisk fundamentalistisk tankegang. Selvom man i løbet af den muslimske verdens historie kan finde bevægelser, teologer og aktivistiske bevægelser, som ønskede at skærpe opmærksomheden omkring troens centrale tekster, så har islamisk fundamentalisme i vor tid fået en geografisk og ideologisk spændvidde og folkelig appel, som den ikke har haft tidligere.

Med venlig hilsen

Tallat Shakoor,

cand.mag. i religionssociologi og minoritetsstudier

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.