Allah leder dem, han elsker

Spørgsmål:

Salam Aleikum.

Jeg skriver, fordi jeg kommer fra en utrolig verdslig familie, som egentlig kun er muslimer af prædikat. Jeg selv har over en periode på 6 mdr. læst i Koranen, men blot for nogle uger siden fik jeg et "slag i ansigtet".

Læs også: Tema om islam

Jeg lå rystende, grædende og spørgende midt om natten. Jeg angrede for al den synd, jeg har begået. Mit liv som diskotekdansende, dameelskende, alkoholværdsættende egoististisk, egocentreret og fordømmende giver mig kvalme.

Alt hvad jeg før snakkede højt om, skammer jeg mig nu over i en sådan grad, at jeg isolerer mig selv og tit har brækket mig.

Jeg læser i Koranen hver dag, men jeg kan ikke forsone mig helt, der er noget, der holder mig tilbage, selvom jeg ikke betvivler Allahs enhed.

Jeg har nogle spørgsmål, som jeg håber du kan svare mig på, som dermed kan retlede mig endnu mere.

1. Må man gerne stræbe efter høj uddannelse, hus på strandvej, stor bil osv. som muslim? Strider det i mod islamisk terminologi, at ønske "materiel"/økonomisk succes?

2. Havde Profeten Saw tætte venskabelige bånd med nogen ikke-muslim?

3. Jesus sagde til det folk, som ville stene en prostitueret, at kun den syndfri måtte kaste den første sten, hvorfor ingen gjorde det. Men er stening den endegyldige straf for muslimsk guddommelig lovovertrædelse?

4. Som vi ved er Jesus i den anden verden. Allah tog ham op til sig selv, og Han vil bringe ham tilbage til denne verden, når tiden er dertil. Denne falske messias, er det Mirza Ghulam Ahmad, og hvis det er , hvordan skal "slutningen af denne verden" så forstås?

5. Jeg betvivler ikke Allahs enhed, men har dog et spørgsmål: Med Allahs prædikater er det klart, at Allah er alvidende og altseende. Dermed må han også have vidst, at både Toraen og Bibelen ville blive fordrejet og forfalsket. Alligevel lod Han det ske, og tilsidst kom Muhammed. Hvorfor ikke kun lade Muhammed bringe det eneste budskab? Dermed ville der højst sandsynligt kun være to lejre, muslimer og vantro, istedet for de mange i dag.

6. Dette spørgsmål vedrører Allahs skrift i den spædes sjæl; om det bliver et godt eller et dårligt menneske og dermed paradisets beboer eller ildens beboer. Vil det ikke betyde, at al praksis i mellem konklusionen om den spædes godhed eller omvendt frem til døden er irrelevant?

7. Er der nogen retskoler, der tillader musikalsk interesse?

8. Er det et absolut påbud at lade skæg gro, og tilegne sig en bestemt tøjstil som mand?

Jeg ved, det er hav af spørgsmål, og jeg forventer ikke svar på alle, men det ville være rart, blot med henvisninger til andre sider, hvor du har skrevet eller lignende.

Du har min store respekt, og jeg håber, jeg bliver lige så stærk i min iman, som du

Svar

Salam Aleikum, kære bror.

Jeg beklager det sene svar, og jeg vil forsøge at besvare det vigtigste i din forespørgsel, selv om der er meget, der kræver længere samtaler.

Der er hos Allah en stor glæde, hver gang en muslim føler samvittigheden plage på grund af synd og fejl, denne har begaet, og som Allah ikke vil have. Det er et godt tegn. Desuden er den følelse, du har af at få et slag i ansigtet, også noget du burde glæde dig over, fordi Allah leder dem Han elsker til sin vej, og når de fleste nu engang dvæler i dyb forglemmelse, så er du heldig at føle, at der noget du burde indhente.

Endelig skal du vide, at den tvivl, eller det som holder dig tilbage og stritter imod i dig, er noget ganske naturligt at opleve, fordi vi har en fjende, satan, som hader, at vi finder vejen til Allah, til paradiset, til lykken. Derfor er det vores fjende, der forsøger med den magt han har at plante tvivl og skabe usikkerhed i dig. Satan er egentlig svag overfor menneskets styrke vilje, fornuft og evne til at beslutte sig, men han er stærk på grund af hans bekendtskab med visse svagheder i os, og den styrke anvender han.

Satan har jo på en måde fulgt dig i en tid - hvis du tillader mit udtryk - og kender fint til den måde han kan påvirke dig på. Ignorer det, søg styrke i viden og oplysning, for Islams vej er viden og oplysning. Bed til Allah om at give dig styrke og vejlede dig. Søg nogle gode muslimer, som kan hjælpe dig. Opgiv aldrig at lede videre i bøger, foredrag og andet. Jeg betragter desuden dit spørgsmål her, som et af de midler du anvender, for at finde det du søger.

Nu til nogle af dine andre spørgsmaal, som også er vigtige.

1. Ja, det må man godt, for Allah har tilladt os at stræbe i dette liv, både efter rigdom og succes. Man må bare ikke stræbe på bekostning af andre. Det er der utallige beviser på i Koran og Profetens tradition, men der er ikke plads til dem her, så jeg anbefaler dig, at læse "Islam i Fokus" og "Islam, den misforståede religion".

2. Ja, det havde han med sin nærmeste familie, og en del vennner. Dog elskede han ikke deres benægtelse af Allah, og derfor var det et menneskeligt venskab, der var forbundet med kun at elske dem som mennesker, mens han hadede de af deres ideer, der strider imod Allahs ord.

3. Se, hvis du tænker på de fejl, du har lavet som fortjener straf med piskning eller stening, så siger jeg til dig, at du burde tænke paa at angre og bede om tilgivelse uden at soge nogen straf, for Allah tilgiver dig. Du burde heller ikke fortælle om de fejl du har gjort, men betragte dem som et færdigt kapitel og starte på ny. Sørg for at gøre så meget godt du kan, for det kan opveje det forkerte, du tidligere har gjort.

4. Dette er et stort spørgsmål, som jeg ikke kan besvare kort. Jeg anbefaler dig istedet at kontakte www.wasatiyah.com, hvor de har nogle foredrag liggende om dette emne. Der er et foredrag jeg har holdt i moskeen i København, sidste ramadan om netop dommedagens tegn - herunder Jesus, den falske messias og mere til. (Kontaktpersonen der er Hasan).

5. Her er et fint spørgsmål, som mange stiller, og som mange har besvaret i bøger og artikler m.m. Jeg anbefaler, at du læser Omar Al Ashqars bøger om Islams principper. Du kan finde dem på www.islamguide.dk, hvor der er en god og overskuelig redegørelse i den del, der handler om sendebude og budskaber. Jeg synes du burde skaffe dig hele alle seks bøger, som er mere end nyttige.

6. En god bog som besvarer dette er "Generel introduktion til Islam" som også findes på www.islamguide.dk.

7. Kun den meget berømte Imam Ibn Hazm fra Andalusien, udvikleren af Zahiriskolen mente, at musikalsk interesse er i orden at dyrke som livsinteresse og hobby, mens de andre forbyder det, idet instrumenter ikke er velsete.

8. Mange lærde har støttet sig til de udtalelser, hvor der er påbud om at lade skægget gro.

I øvrigt tak for din respekt, og jeg kan kun håbe på at have en stor iman.

Med venlig hilsen

Ahmed Akkari, imam

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.