Dødsstraf i islam

Dødsstraf er en straf, som Islam har, men der er meget strenge regler for, hvordan den skal føres ud i virkeligheden, skriver Ahmed Akkari.

DØDSSTRAF: I islam er der dødsstraf for landsforræderi og drab, skriver den muslimske imam Ahmed Akkari

Spørgsmål:

Hvilke forskellige slags dødsstraffe er der i den islamiske religion? Hvad er jeres holdning til dødsstraf?

Maria og Regitze

Svar:

Dødsstraf er en straf, som Islam faktisk har.

Men der er meget meget strenge regler for, hvordan den skal føres ud i virkeligheden. Det har fået flere Imamer til at sige, at det nok er ment som en stor afskrækkelse mod at dræbe andre og ikke så meget for, at det skal være en anvendt lov.

Dødstraf gælder i Islam for:

- Landsforræderi. Hvis en person giver sig ud for at være muslim, men blot spionerer imod dem og skaber uro, så kan den person blive dømt til døden, hvis man er sikker på, at personen er en spion. Det er det, man også kaldte "frafald" fra troen.

- Drab. Hvis det er helt overlagt mord uden nogen som helst mulighed for undskyldning eller årsag. Jeg skal lige fortælle jer, at Al-Koran har opfordret den dræbtes familie til at tilgive og ikke kræve blodet fra morderen.

I skal lige vide, at man ikke dømmer, hvis man på nogen måde er i tvivl, og det skal gå gennem en domstol med officielle dommere. Det må ikke bare være en hvilket som helst muslim eller en imam, der erklærer dødsstraf. Det skal være en domstol.

Der skal fremlægges beviser, der skal være vidner, og der skal være en forsvarer osv. Og så er reglen, som profeten siger det:

"Undgå at straffe hvis der er den mindste tvivl."

Det er faktisk det samme, som man siger i dag:

"Lad tvivlen komme den anklagede til gode."

Endelig tænker muslimer ikke så meget på dødsstraf til hverdag. Det er ikke det, der optager dem mest. Det er en lov, som man ikke snakker om i Danmark, fordi den ikke er aktuel, selvom jeg synes, at de, der tænker på at slå ihjel, burde vide, at der er en meget strengere straf.

Ingen skal tillade sig at slå andre ihjel uanset hvad, og derfor burde loven sige til de mennesker, der ønsker at slå ihjel, at de ikke kan tilgives for det.

Tak for jeres spørgsmål!

Hilsen

Ahmed Akkari

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.