Er Allah blevet mere overbærende?

Opfattelsen af Allah har i visse muslimske bevægelser ændret sig gennem reformer på samme måde, som man kender det i andre religioner, skriver Brian Arly Jacobsen.- Foto: Foto: arkiv

Opfattelsen af en gud ændrer sig ofte i takt med samfundet, mener religionsforsker Brian Arly Jacobsen

Spørgsmål:

Har gudsopfattelsen i islam udviklet/forandret sig gennem tiden? Altså siden Muhammeds åbenbaring. Jeg tænker på, om Allah er blevet mere overbærende med de "moderne muslimer", f.eks. her i Danmark.. Var Allah mere "hård" i starten..?

Eva

Svar:

I den troendes øjne vil opfattelsen af Allah altid være, at den er eviggyldig. Opfattelsen af Allah vil i dette perspektiv afspejle en bestemt teologi om en udvalgt gud.

Opfattelsen af Allah har i visse muslimske bevægelser ændret sig gennem reformer på samme måde, som man kender det i andre religioner, eksempelvis under reformationen i kristendommen. Ofte vil reformatorerne dog hævde, at de blot genskaber en oprindelig idé med troen og tilhørende praksis og institutioner.

I religionsforskerens øjne vil opfattelser af begrebet gud variere meget både over tid og sted. Ofte vil religionsforskeren se defineringen af en bestemt gud som del af en bredere samfundsmæssig sammenhæng. Her afspejler og påvirker gudsopfattelsen tanker og forestillinger i en bestemt tid og på et bestemt sted.

Det vil sige, at opfattelsen af en gud kan afspejle et givent samfunds aktuelle situation.

Er samfundet i konflikt i længere tid, vil opfattelsen af guden ofte være påvirket af denne konflikt og måske antage karakter af en ordnende gud, som straffer uorden eller med et religionsvidenskabeligt begreb; kaos.

Det kan også være, at en krig eller katastrofe opfattes som en straf fra gudens side, som har til formål at få den troende menighed til at opføre sig på en rettroende måde. Dermed bliver fortolkerne af de religiøse idéer og forvalterne af de religiøse ritualer til centrale aktører i samfundets måder at skabe orden på.

Et eksempel på en radikal opfattelse af den straffende hårde gud kunne være, da den amerikanske evangeliske prædikant John Charles Hagee i 2006 kaldte orkanen Katrina i USA for Guds straf for homoseksualitet.

Han sagde: Jeg tror, at New Orleans havde et syndsniveau som var en fornærmelse af Gud, og de modtog Guds straf for det. Aviserne i vores lokale område fortalte en historie, som ikke blev bragt nationalt, om at der skulle være en homoseksuel parade der [i New Orleans] den dag, da Katrina kom. (egen overættelse, se den engelske version her).
Et andet eksempel er, da Osama bin Laden i sin videooptagelse 7. oktober 2001 til offentligheden efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001 indledte med at sige, at Amerika [er] slået af den almægtige Gud i et af sine vitale organer, så dets storslåede bygninger er ødelagte. Nåde og taknemmelighed til Gud. (Osama bin Ladens tale i Bruce Lincoln 2003, Holy Terrors. Thinking about Religion after September 11. University of Chicago Press).

I begge eksempler opfatter de troende deres gud som en straffende og hård gud, som (gen)opretter samfundets orden ved katastrofale handlinger. På andre tidspunkter og steder er den troendes gud måske opfattet som en nådig gud, der ikke blander sig i menneskenes liv.

Brian Arly Jacobsen
Ph.d. religionssociolog, Københanvs Universtiet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.