Er det en stor synd at have en kæreste?

Det er dejligt at være forelsket, og man tror hver gang, at nu har man fundet den eneste ene, skriver Aminah Tønnsen Foto: sxc.hu

Det er dejligt at være forelsket, men når man kun er 15 år, ved man ikke om man også passer sammen, når man er parat til at gifte sig. Derfor bør det første mål være at få en uddannelse, skriver den muslimske foredragsholder Aminah Tønnsen

Spørgsmål:

Heej Aminah

Salam!

Jeg er en pige på 15, som har læst lidt af oversættelsen af koranen, og jeg synes ikke at der står, at når en kvinde har haft menstruation, mens der var ramadan, og hun så ikke kunne holde ramadan i et par dage, at hun så skal betale tilbage senere. Altså skal jeg holde ramdan i de antal dage, hvor jeg havde menstruation under ramadanen?

Jeg har lige et sprøgesmål til: Jeg ved godt, at det er forbudt ifølge islam at have en kæreste, men jeg har en, og han er min første kæreste, og jeg er også hans første kæreste. Vi elsker virkelig begge hinanden. Vi har tænkt på at gifte os hurtigst mulilgt, men det kan vi ikke, for vi er 15 og 17. Vi har snakket om at gøre det, når jeg bliver 18 eller sådan. Så mit spørgesmål er: Er det en stor synd, selv hvis det er et seriøst forhold, og vi har planlagt at gifte os? Når vi så er blivet gift, og vi måske bliver gamle og dør, bliver gud så sur på os, selv hvis vi har giftet os? Vil gud så straffe os for alle de år, vi har elsket hinanden uden at vi var gift og når vi nu er begge jomfruer?

Vi har ikke engang kysset eller noget som helst. Tror du så, gud vil staffe os? Og HVIS, kun HVIS, vi går i seng sammen uden at være gift, hvor stor en synd er det? Please svar mig hurtigst muligt. Jeg kan simpelthen ikke klare en dag uden ham, og det kan han heller ikke. Når vi er uvenner, synes vi, det bare føles som om, vi er i helvede.

Jeg håber virkelig at du vil svare mig, og at du har forstået, hvad jeg mener.

Svar:

Fred være med dig også!

Koranens vejledning går ikke ned i de allermindste detaljer. Dem finder man i Profetens sædvane (sunna) også kaldet islamisk tradition eller de såkaldte hadith-samlinger. I henhold til disse skal en kvinde efter ramadanen faste det antal dage, hun mister under sin menstruation.

Det er dejligt at være forelsket, og man tror hver gang, at nu har man fundet den eneste ene! Men du er kun 15 år, og selvom du lige nu tror, at du har fundet manden i dit liv og umuligt kan leve uden ham, så vil I sandsynligvis begge to udvikle jer så meget i de kommende år, at I - når I når den giftefærdige alder - måske slet ikke synes, at I passer sammen længere.

Ifølge Koranen må man kun have et seksuelt forhold med en person, man er gift med. Hvis I boede i nogle af de lande, hvor man fortolker Koranen, som man gjorde for 1400 år siden, risikerer du og din kæreste at blive pisket (eller måske endda stenet til døde), hvis nogen opdager, at I har et seksuelt forhold uden at være gift. Men nu bor I jo i et frit og demokratisk land, så derfor er det op til jeres samvittighed, om I vil følge Koranens vejledning eller ej. Gud er den eneste, der ved, om og hvordan Han på dommedag vil straffe jer for et udenoms-ægteskabeligt forhold.

Du ved sikkert selv, at den sociale kontrol i mange indvandrer-miljøer er meget stor, og at du risikerer at blive udstødt (eller det, der er værre) af familie og venner, hvis de opdager, at du har en kæreste. Vil du virkelig løbe den risiko? Hvorfor ikke vente, til I kan blive gift, så I ikke behøver skjule jeres kæresteri?

Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad fik, var en opfordring til at søge viden, til at uddanne sig - og den var møntet på både kvinder og mænd. I er så unge, at jeres første mål lige nu burde være at få en ordentlig uddannelse, så I kan forsørge jer selv. En uddannelse gør det også lettere for dig at klare dig selv, hvis jeres ægteskab ikke holder i længden.

Tænk jer godt om og forhast jer ikke!

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen, muslimsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.