Findes der et hjertesprog i islam?

"Sufismens fokus på de spirituelle og universelle træk i Koranen og i Profetens sædvane kan bane vejen for fredelig sameksistens mellem jøder, kristne, muslimer og andre trosretninger", siger religionssociolog og forfatter Sherin Khankan. Foto: Privatfoto

Hjertesproget i islam kommer især til udtryk i sufismen, der er en del af den islamiske lære, og som har fokus på hjertets renhed og den dybereliggende mening bag Koranens tekster, svarer religionssociolog og muslim Sherin Khankan

Spørgsmål:

I kristendommen har mange af teksterne i Bibelen et underliggende budskab, som vi kalder for hjertesprog.

Altså for eksempel skal skabelsesberetningen ikke kun forstås som en Gud, der skaber alting, men kan også fortolkes på mange andre måder som for eksempel, at vi skal passe på naturen, symbol på den glæde hver ny dag er, og så videre.

Er der en lignende fortolkning i islam? Jeg tænker, at mange af teksterne i Koranen ikke i samme grad lægger op til fortolkning, da disse er knap så narrative. Så er der hjertesprog i islam?

Heidi Bengtson

Svar:

Der findes stadig myter, som hævder, at islam ikke har et hjertesprog. At islam er sværdets religion og dermed blottet for næstekærlighed, tilgivelse og barmhjertighed. Men disse myter, som er en del af den antiislamiske retorik og propaganda, har meget lidt med virkeligheden, såvel som med islam at gøre.

LÆS OGSÅ: Koranen og andre hellige skrifter

Alle Koranens kapitler (med undtagelse af kapitel 9) starter med, at Gud er nådig (uanset hvad vi mennesker foretager os) og viser nåde (i takt med vore gode handlinger).

Det arabiske ord for nåde hedder 'rahma' og betyder blandt andet: kilde til alt levende, uendelig flod af barmhjertighed, kærlighed, nænsomhed, pleje, beskytte og ikke mindst livmoder. Livmoderen er en metafor for det, som rummer liv og giver liv på samme tid. Ligesom Gud er nådig og viser nåde på samme tid.

Islams hjertesprog som er mangfoldige, finder blandt andet sine udtryk gennem sufismen, som er betegnelsen for islams spirituelle visdomstradition og lære. Sufismen er en integreret del af klassisk islamisk teologi, men blev først konstitueret fra cirka 1100-tallet i form af forskellige sufi-søsterskaber og broderskaber, som spreder sig til hele den islamiske verden.

LÆS OGSÅ:Hvad er sufisme?

Profeten Muhammad betragtes af mange muslimer som sufimuslim og er kendt for ordene: Dø, før du dør". Ordene handler om at vågne før man dør, om at tjene menneskeheden og se bag ved det umiddelbare. Sufisme handler således blandt andet om den indre tilstand, hjertets renhed og den dybereliggende mening bagved teksten (Koranen), ritualerne og vore handlinger.

Sufisme kan også betegnes som læren om rejsen til Gud og en intensivering af den islamiske tro og praksis, hvor man opdager vigtigheden af Koranens spirituelle og indre dimensioner.

Sufiernes lære overskrider i nogle sufiværker diskussioner om, hvem der er Guds sande tjenere. Følgende sufipoesi er et opgør med tendensen blandt mennesker til at monopolisere sandheden. Ibn al-Arabi (sufiernes mester, 1165-1240) udtrykker det således:

Sikke et under,
En have blandt flammer!

Mit hjerte kan antage
enhver form
en eng for gazeller
et kloster for munke,

hellig jord, for afguder
Kabaen for pilgrimme,
Torahens tavler,
Koranens skriftruller...

Kærlighed er min tro;
Hvor end dens karavane vender sig,
Der finder jeg min tro.

Digtet udtrykker hjertets evne til at antage enhver form. Sandheden (Al-haqq) kan ifølge Ibn al-Arabi manifestere sig i mange forskellige former, men begrænser sig ikke til nogle bestemte af dem.

Manifestationen af disse former ændrer sig hele tiden, idet sandheden ikke kan erfares fuldt ud eller gøres til genstand for en bestemt fastlagt form. En tro eller dogmatisme, der benægter andre trosretninger, benægter sandheden, det vil sige den fælles rod, som al tro stammer fra.

Ibn al-Arabi udfordrer menneskets tilbøjelighed til at hævde retten til at definere sandheden. Afgudsdyrkelse er ifølge Ibn al-Arabi at tilbede Gud som et begrænset udtryk for ens egen tro, og ateisme eller vantro er at benægte andre trosretninger og dermed Gud, som er kilden til al tro.

LÆS OGSÅ:Islam anerkender mangfoldig gudsdyrkelse

Med Ibn al-Arabis ord skal alle illusioner om at binde eller begrænse sandheden dø, før mennesket kan begynde dets rejse mod Gud og forståelsen af, hvorledes alting er i bevægelse og forbundet. Sufisme er på mange måder en revolution og et brud med normen, men den er funderet i traditionen om Profeten og Koranens esoteriske budskaber.

Sufisme er et billede på hjertets renhed, qalb al salim, det vil sige evnen til at bevare hjertet i en tilstand af oprigtighed og åbenhed. Denne tilstand er forbundet med intentionens (niyah) vigtighed.

Kærligheden til Gud er forbundet med forholdet til medmennesket. Kun ved at tjene sin næste, tjener man Gud. Det guddommelige åbenbarer sig således gennem det ansvarsfulde møde med det andet menneske.

Fra et holistisk islamisk perspektiv er bøn, faste, almisse og pilgrimsrejse blot redskaber til at huske Gud og vores næste.

Ritualerne er ikke målet i sig selv, men midlet. Hvis en muslim følger de fem søjler til punkt og prikke, men ikke udviser generøsitet, tålmodighed, gode manérer, kærlighed og rummelighed over for sin næste, er han en tom skal uden indhold. Balancen opnås ved at integrere Guds regler og den essentielle lære om oprigtighed, barmhjertighed og næstekærlighed.

LÆS OGSÅ:Ritualer i islam

At være tæt på Gud er at tjene sit medmenneske. Dette forhold viser sig for eksempel i bønnens indre betydning. Når muslimer lægger panden mod jorden i bøn (sujud), er målet at søge en form for enhed med Skaberen (tawhid), men når man rejser sig op igen og afslutter bønnen ved at vende hovedet fra side til side med ordene: Assalamu aleikum wa rahmatullahi wa barakatuhu (Fred være med dig og Guds velsignelse og barmhjertighed), da anerkender den troende atter den mangfoldighed, som Gud har skabt.

Bønnen minder således dagligt den troende om at acceptere, anerkende og modtage sin næste i form af det menneske, der sidder ved den troendes side og i bredere forstand i den bror eller søster, man møder i verden, ligegyldigt om denne er jøde, kristen, ateist eller muslim. Prostitueret, kriminel eller sindssyg.

Pointen er, at mennesket ikke er i stand til at rumme eller forstå flertydigheden, det som opleves som anderledes fra én selv, altså den fremmede, hvis mennesket ikke forstår læren om Guds enhed. Bønnen er et middel til at kommunikere med det guddommelige, til at bevare vores sjælelige integritet og til at raffinere vores karaktertræk og generøsitet over for vore medmennesker. Således er bønnen en daglig træning i rummelighed.

Vejen til oprigtig kærlighed til Allah går gennem retfærdige gerninger, personlig moral og gudsbevidsthed.

LÆS OGSÅ:Næstekærlighed i islam

Ibn al-Arabî definerede blandt andet sufismen som en metode til at tilegne sig Guds egenskaber. Eftersom Gud har udstyret mennesket med et guddommeligt potentiale, er det menneskets pligt at virkeliggøre de guddommelige karaktertræk, som findes latent i sjælen.

Det er dette som blev Lovet til Jer,
For den som ofte vender sig (mod Gud) i anger og beskytter (deres pagt med Gud)
Som har frygtet den mest Barmhjertige i det Usete og bringer et hjerte som har vendt sig i hengivenhed.
(Koranen:50:32-33)

'Dhikr' er en form for meditation, hvor man erindrer Gud ved for eksempel at gentage navnet Allah såvel stille som højt og vedvarende. Det handler om at indprente Allahs navn i hjertets inderste rum gennem 'dhikr'.

Nogle sufier mener, at dhikr-disciplinen, hvor man erindrer Allah, er det vigtigste budskab i Koranen. Meditationens ultimative formål er at fjerne illusionen om adskilthed på alle niveauer. Det er en form for opløsning af selvet, hvor den troende fornemmer, at kun Gud er til. 'Dhikr' er således en metode til at udvide bevidstheden og hjertet.

Der er flere måder at tilbede og takke Gud på. Med hænderne: de fysiske handlinger, for eksempel udførelse af de fem søjler. Med tungen: ved religiøs/spirituel undervisning eller med hjertet: 'dhikr'. Muslimer påkalder dagligt Gud, ikke kun med tungen, men også med følelserne og hjertet.

Det voldsomme fokus i Europa på politisk islam, sharia og kalifatets indførelse har frarøvet nogle muslimer balancen og rummeligheden i tale og handling.

LÆS OGSÅ:Synspunkt: Sharia er foreneligt med europæiske samfund

At være afbalanceret som menneske ikke gå til yderligheder er en af Koranens vigtigste læresætninger. De fleste muslimer har en forståelse af begrebet sharia, om end denne ofte er kosmetisk, men få kender termen haqiqah, som betyder indre værdier eller indre liv.

Sufismens fokus på de spirituelle og universelle træk i Koranen og i Profetens sædvane kan bane vejen for fredelig sameksistens mellem jøder, kristne, muslimer og andre trosretninger. I denne sammenhæng spiller sufismen en rolle i forhold til at forsone konstruerede idéer om, at islamiske værdier er væsensforskellige fra for eksempel jødiske og kristne kerneværdier.

Selvom sufismen, eller islams hjertesprog om man vil, prædiker en apolitisk dagsorden, er den med til at præge samfundsudviklingen.

Dens styrke ligger i dens holistiske tilgang til Koranen og profetens sædvane samt dens evne til at præsentere og fortolke islam på en sympatisk måde ved især at fokusere på Koranens spirituelle potentiale og på det, der forener os som mennesker.

Med venlig hilsen
Sherin Khankan
Religionssociolog, forfatter og talskvinde for Kritiske Muslimer

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

"Sufismens fokus på de spirituelle og universelle træk i Koranen og i Profetens sædvane kan bane vejen for fredelig sameksistens mellem jøder, kristne, muslimer og andre trosretninger", siger religionssociolog og forfatter Sherin Khankan.