Genteknologi skal være til gavn

Ifølge islam er det forbudt at forsøge at "skabe" mennesker ved hjælp af kloning, for det VIL mislykkes, skriver Ahmed Akkari.

Spørgsmål:

Hej Ahmed Akkari

Vi er en studiegruppe fra Holbæk Lilleskole, som som er igang med at undersøge den islamistiske tros meninger om genteknologi. Vi finder emnet rigtig spændende og håber, at du måske kan komme med et lille indlæg af din viden.

Vi har nogle få spørgsmål:

1. Hvad er den islamistiske holdning til genteknologi? Angående landbruget og til mere videnskablig brug?

2. Må man klone mennesker? Hvis ikke, er det så okay at klone et hjerte til lægelig brug, så man kan redde et andet menneskes liv?

3. Kan du give os nogle eksempler på, hvor i Koranen, jeres mening bliver udtrykt?

Hilsen

Cecilie Bannebjerg

Svar:

Hej

1. Dette emne er stadig ikke fuldt ud udforsket, og derfor vil mit svar have flere forbehold.

2. Der er som udgangspunkt opbakning i islams kilder til al videnskab, som kan fremme menneskets bedste udvikling. Derfor er det ikke et problem med selve genteknologien.

3. Problemet er bare at undersøge, hvad denne videnskab anvendes til, og hvilke skader den kan have (som bivirkninger). Hvis den anvendes til et formål, der er godt og ikke skader mere, end den gavner, så er det en god videnskab. Du nævner selv landbrug og anden videnskab, som eksempler.

4. Kloning af mennesker er et meget mere kompliceret problem, som muslimske lærde indtil idag ikke svarer entydig på. De mener dog, at kloning af mennesker er og forbliver et forfejlet projekt, hvis det sigter efter at "skabe" et menneske.

5. Koranen taler ikke direkte om denne sag, men de generelle principper i den og i Mohammads udtalelser viser os en grundholdning, som man kan bygge videre på.

6. Kort sagt:

Det er i orden at søge genteknologien til de formål, man med sikkerhed ved, gavner mennesker eller livet og ikke fører skader med sig.

Det er forbudt at søge genteknologien til sager, som skader og kun har lidt gavn med sig.

Det er forbudt at forsøge at "skabe" mennesker, for det VIL mislykkes, selv om man prøver, og så er det spild af ressourcer og penge.

Der hvor man frygter, at genteknologi kan skade mere, end den kan gavne, så må man holde igen, indtil man ved, hvilke konsekvenser det kan have.

Der, hvor man ikke ved om det skader eller gavner, burde man søge en kvalificeret udtalelse fra en lærde-forsamling, så man ikke gør noget, som vækker Allahs vrede.

7. En hurtig kommentar på falderebet: i dag er problemet, at de store selskaber som arbejde med genteknologi for det meste er drevet af PROFIT, penge, penge, penge, rigdom, rigdom, rigdom, og ikke så meget, om de gør noget godt for menneskeheden, og det skal der rettes op på, hvis menneskeheden skal undgå katastrofale følger af denne feberiske forfølgelse af rigdom. Og ja! det er jo på så mange områder, dette sker i dag...

Lykke til med opgaven.

Ahmed Akkari,

imam

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.