- Han vil skilles, hvis jeg ikke konverterer

Kan en muslimsk mand kræve det af sin kone? Er det ikke forkert at vende sin kone ryggen, fordi hun ikke deler ens tro, spørger Laila. - Foto: Foto:

Et ægteskab er altid lettest, hvis man har noget tilfælles, f.eks. troen på Gud, svarer muslimske Aminah Tønnsen. Men man kan ikke forlange af et andet menneske, at det skal blive troende

Spørgsmål:

Kære Aminah,

Jeg skriver i håb om at få en objektiv vurdering på en meget svær tid. Jeg har aldrig været særlig troende, har altid haft svært ved tanken om at skulle leve efter visse regler. Har altid stræbt efter friheden til at handle og tænke selv inden for mine egne personlige grænser.

Jeg blev gift ret ung, da jeg var 18. Jeg mødte min mand, da jeg var 15, og jeg var overbevist om, at han var den rette. Han har aldrig været særlig troende. Men islam vakte hans interesse, og siden da er der sket en masse. Han beder fem gange om dagen, og er i moskéen stort set hver dag. Han er blevet en helt anden mand. Og han kan kigge mig i øjnene og sige, at hans tro kommer i første række.

Men jeg har accepteret ham, fordi jeg elsker ham, men så skete der det, at han stillede mig et ultimatum. Enten blev jeg troende og bærer tørklæde og beder fem gange om dagen, eller også ville han skilles. Fordi han ikke længere kan leve sammen med én, der lever et syndigt liv.

Kan en muslimsk mand kræve det af sin kone? Er det ikke forkert at vende sin kone ryggen, fordi hun ikke deler ens tro? Jeg læste engang, at en muslimsk mand sagtens kan være sammen med en ikke-troende, fordi den muslimske kvinde ikke har pligter i et ægteskab, men det har en mand. Modstrider det troen, hvis man er gift med en ikke troende?

Håber ikke, at det er for meget,

Laila

Svar:

Kære Laila,

Du var meget ung, da du mødte din mand, og han har måske ikke været meget ældre. Mennesker gennemgår hele tiden en udvikling, og ind i mellem udvikler ægtefolk sig i forskellige retninger. Og hvis man så ikke længere har så meget til fælles, er det måske bedst at skilles og give lykken en ny chance, når man er blevet mere moden og har fået mere livserfaring.

Et ægteskab er altid lettest, hvis man har noget til fælles, som f.eks. troen på Gud. Tro er noget, man gerne vil videregive til sine børn, og det er jo ikke så let, hvis den ene part ikke er troende. Derfor er det også, at Koranen præciserer, at en muslimsk mand gerne må gifte sig med en troende jødinde eller en troende kristen kvinde.

Man er ikke syndig, fordi man ikke beder eller ikke går med tørklæde, og et tørklæde fortæller jo i virkeligheden intet som helst om en kvindes tro (eller moral for den sags skyld). Troen sidder i hjertet. Jeg kender troende muslimske kvinder (inklusive mig selv), der ikke bærer tørklæde.

Du skriver, at du har "svært ved tanken om at skulle leve efter visse regler". I islam er der i virkeligheden ikke mange regler. "Gud gør det let for os - ikke svært", som det hedder i Koranen. De moralske regler og værdier er alment menneskelige, og hvis du tænker lidt efter, så efterlever du dem såmænd nok allerede.

Så er der bøn og faste, og jeg fristes til at spørge: har du nogensinde prøvet? Hvis man ikke har prøvet, så ved man jo ikke, hvad det gør ved én, hvilken indre ro og styrke, bøn og faste kan give én i en fortravlet hverdag. Jeg har selv haft stor glæde af at bruge en bedekrans (tasbih) for overhovedet at vænne mig til at bede. Det er jeg nemlig ikke opvokset med.

Man kan naturligvis ikke forlange af et andet menneske, at det "skal blive troende" - jævnfør sura 2:256, hvori det så viseligt hedder, at der ikke kan være tvang i trosanliggender. Tro skal komme fra hjertet for at have værdi; men jeg kan godt forstå, at en troende gerne vil dele sit åndsliv med den person, der står ham/hende nærmest: ens ægtefælle.

Du kunne vælge at sige: Hvis tørklædet er vigtigere for ham end mig som menneske, så kan det også være lige meget. Så hellere blive skilt i dag end i morgen - men hvad om du gav det en chance? Har du nogensinde været sammen med din mands venners koner? Har de et fællesskab, som du kunne få glæde af at blive en del af?

Hvis det viser sig, at du slet ikke bryder dig om dem og deres aktiviteter, så har du i hvert fald forsøgt. Og så vil det være nemmere at komme videre efter en skilsmisse. Du er den eneste, der kan træffe dette svære valg.

Må Gud være med dig
Aminah Tønnsen
Forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.