Hvad siger islam om nærdødsoplevelser?

Når mennesker får en 'ud-af-kroppen'-oplevelse, er det fordi sjælen tager til Allah," forklarer Naveed Baig.

"I islamisk tænkning er døden en anden form for eksistens og hele livet er i bredeste forstand en nærdødsoplevelse," svarer imam Naveed Baig

Spørgsmål:

Der er nogle mennesker, der hævder at have haft en nærdødsoplevelse. Hvad siger islam om nærdødsoplevelser?

Med venlig hilsen
Mona

Svar:

Kære Mona

I dagens verden tror de fleste mennesker, at de kun er det, som de ved om sig selv. Men denne form for viden er begrænset. Rationalisme, egoisme og puritanisme er vore dages sygdomme. Disse ideologier anser sig selv som værende absolutte. Vi er netop lige begyndt at opdage sider af os selv, som er udødelige og tidløse. Sjælen er en af disse ting.

Nærdødsoplevelser beskrives tit som ud af kroppen oplevelser, hvor man ser sig selv liggende i samme rum, hvor lægerne prøver at redde ens liv. Tit forekommer disse hos dialyse- og hjertepatienter. Andre ser lys, fylde eller mørke tunneler, et møde med deres kære, engle eller religiøse personligheder - hvorefter de kommer tilbage til denne verden.

Disse oplevelser er blevet videnskabeligt bevist og er blevet trykt i videnskabelige tidsskrifter verden over. For eksempel får én ud af ti hjertestoppatienter en nærdødsoplevelse. Hvad betyder og påviser disse oplevelser i sidste ende, og hvad er årsag til dem? Det er centrale spørgsmål.

I islamisk tænkning er døden en anden form for eksistens og ikke enden, fordi sjælen lever videre. Søvnen bliver kaldt for 'den lille død. Om søvn og døden siger Koranen:

"Gud kalder sjælene bort i dødsstunden og de, der ikke er døde, under søvnen. Han holder dem, som Han har besluttet skal dø, tilbage, og sender de øvrige ud indtil en fastsat tidsfrist. Deri er der tegn for folk, som vil lade sig påminde." (39:42)

Det vil sige, at mennesker får en ud af kroppen oplevelse, mens de sover, idet sjælen tager til Allah, og dem, som skal leve videre, får deres sjæl tilbage. De vågner op igen, undtagen dem, for hvem Allah ønsker, skal smage døden. De får ikke deres sjæl tilbage. Det samme sker for dem, som dør, mens de ikke sover sjælen udvandrer fra kroppen på Allahs beordring.

Et meget kendt eksempel fra den islamiske tradition er Profeten Muhammeds Miraj eller himmelfærd, hvor han rejser ud af vores tids- og rumdimension for at besøge profeter, himmelen, helvede og Allah. Han rejser med en hastighed hurtigere end lyset på en buraq, et himmelsk vinget dyr. Rejsen ender med Profetens tilbagekomst på sin seng i Mekka.

Drømmen er et andet eksempel på et andet niveau, der kan sammenlignes med nærdødsoplevelser i bredeste forstand. I islamisk tradition fylder drømmetraditionen en hel del, hvor sandfærdige drømme bruges som inspiration og vejledning for den personlige rejse for de troende.

Nu er nærdødsoplevelser blevet et område under videnskabens bevågenhed, men i en bred forstand er hele livet en nærdødsoplevelse. Som nævnt kommer vi tæt på døden, når vi sover, men også når vi ser og mærker dødens konsekvenser i vores hverdag.

Med venlig hilsen
Naveed Baig
Imam og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.