Hvad skal muslimske kvinder have på?

"Koranen kan udsættes for en fortolkning og ikke kun Hadith. Det sker rigtig tit i islam, især blandt de mere sekulariserede muslimer, som er rigt repræsenteret i Danmark," skriver Søren Korshøj Laursen, undervisningsredaktør. Foto: Foto: colourbox.com

Det vigtigste er, at man ikke tiltrækker sig opmærksomhed, svarer cand.mag. Søren Korshøj Laursen

Spørgsmål:

Jeg vil gerne spørge til den muslimske kvindes påklædning.

Der er jo skrevet noget om det i Koranen, men er der også skrevet en hadithtekst, som omhandler kvindens påklædning, eller står der noget om det i andre hellige skrifter?

På forhånd mange tak for hjælpen.

Med venlig hilsen
Louise

Svar:

Kære Louise

Tak for dit spørgsmål.

Det er rigtigt. Der er to vers i Koranen, der omhandler tørklædet: Kap. 33,59-60 og Kap. 24, v. 30-31. Dem inkluderer jeg lige her for lethedens skyld:

"Oh Profet! Sig til dine hustruer og til dine døtre og til de troende
kvinder, at de skal samle deres ydre klædning (djilbâb) om sig - at de må kendes (som ærbare) og ikke forulempes. Men Gud er allerbarmhjertigst og tilgivende (over for dem, der af uvidenhed førhen ikke fulgte påbudet). Hvis hyklerne og de syge i hjertet og uromager­ne ikke ophører (med at forulempe ærbare kvinder), vil Vi visselig lade dig (Muhammad) tage til genmæle, og de vil kun forblive dine naboer for en kort stund
." (33:59-60)

"Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blik og bevare deres dyd - det er mere passende for dem. Gud er visselig vidende om alt, hvad de gør. Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blik og bevare deres dyd, at de ikke skal udstille deres naturlige skønhed og deres smykker(zîna) - uden hvad i almindelighed må være synligt - at de skal tildække deres halsudskæring (djaib) med deres hoveddække (khimâr)og ikke vise deres skønhed (zîna) for andre end deres ægtefælle, deres far og svigerfar, deres sønner og ægtefælles sønner, deres brødre og nevøer, deres kvindelige slægtninge og deres slavinder, de mænd, der måtte være tilknyttet familien og (på grund af alder eller sygdom) ikke føler seksuelt begær, og de børn, der endnu ikke er seksuelt bevidste. Og de bør ikke henlede opmærksomheden på deres skjulte skønhed ved at rasle med deres ankelringe. Oh I troende! Vend jer angergivent til Gud, at det må gå jer godt." (24:30-31)

I bogen "Islam i europæisk klædedragt" er det Aminah Tønnsens holdning, at det andet citat skal ses som en opfordring til at klæde sig sømmeligt og passende. I en dansk sammenhæng vil det sige, at man skal tilpasse sig den danske måde at klæde sig på, mens det er anderledes i andre lande.

Det vigtigste er, at man ikke som muslim tiltrækker sig opmærksomhed, og det er præcist det, man gør, hvis man iklæder sig de af Koranen påkrævede dragter.

Aminah Tønnsens hjemmeside siges der da også, at: "...vi bør se mere på hensigten bag anvisningerne end på bogstaven". Aminah Tønnsen er derfor en modernistisk muslim, idet hun går ind for at fortolke helligskriftet og tilpasse religionen efter samfundet og ikke omvendt, som det er tilfældet med fundamentalisterne.

Jeg har brugt lidt tid på at skrive dette, fordi jeg gerne vil vise dig, at også Koranen kan udsættes for en fortolkning og ikke kun Hadith. Det sker rigtig tit i islam, især blandt de mere sekulariserede muslimer, som er rigt repræsenteret i Danmark.

En af de mere kendte Hadith´er, Abu Dawid, har også en passage om tørklædet. Med hensyn til dette citat gælder det samme som ovenfor.

Jeg har forsøgt at vise dig, at det ikke drejer sig om Koran-citatet, men hvordan Koran-citatet fortolkes. Berettet af profetens (Gfmh) hustru Aisha (ra):

"Asma, Abu Bakr's datter, kom til Guds budbringer (Gfmh) i nogle tynde klæder. Guds budbringer vendte sit blik fra hende og sagde: O Asma, når en pige er i menstruationsalderen, er det ikke passende for hende at vise sin krop, bortset fra det og det. Han pegede på ansigtet og hænderne". (Hadith, Abû Dâwûd)

Med venlig hilsen
Søren Korshøj Laursen,
cand.mag. og fagredaktør

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.