Hvem bestemmer over kvinden?

Koranen anbefaler, at sex foregår inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab mellem en mand og en kvinde, skriver muslim og forfatter Aminah Tønnsen Foto: Arkivfoto

Der går ikke skår af en kvinde, om hun i en årrække koncentrerer sig om sin familie og lader karrieren vente, til børnene er godt i vej, mener Aminah Tønnsen

Spørgsmål:

Hej!

I et forsøg på at blive klogere på kvindens stilling i islam har jeg læst en
del tekster, dels korantekster og ahadith, dels moderne feministiske
forfattere og nogle mandlige. Men der er to spørgsmål, jeg ikke kan få
svar på:

Hvem har retten til at bestemme over kvindens krop? Jeg mener, at en af den danske kvindebevægelses store sejre var, da vi selv fik ret til at
bestemme, hvem vi skulle gå i seng med, hvor mange børn vi ville have og hvornår. Altså er adgangen til prævention og abort helt centrale spørgsmål for at kvinder kan opnå ligestilling i samfundet. Hvad siger koranen om det, hvad siger de lærte, og hvad siger traditionen?

Mange af de moderne forfattere, som jeg læser, hævder, at kvinder på
Muhammeds tid spillede en aktiv rolle i samfundet. Khadija, Aisha og Fatima nævnes som gode eksempler på dette. Men ingen af dem forklarer, at de muslimske samfund efterhånden udviklede nogle stærkt - nærmest absurd - kvindeundertrykkende traditioner blandt andet shari'a.

Jeg ved, at Engels har en generel teori om, hvorfor stort set alle agerbrugersamfund blev patriarkalske i takt med, at man udviklede landbrugsteknologi. Men ved du, om der findes forskere, der har undersøgt dette spørgsmål - altså hvorfor de muslimske samfund udviklede sig til at undertrykke kvinden, hvis det er sandt, at de ikke var det på forhånd?

Jeg håber, du har forstået mine spørgsmål, og at du kan svare på dem.

Med venlig hilsen

Lise Nordenhof

Svar:

Kære Lise Nordenhof

1) Præcis som inden for kristendommen, er der inden for islam forskellige holdninger til spørgsmålet om adgang til prævention og abort

Og ligesom inden for andre religiøse traditioner, så anbefales det i Koranen og islamisk tradition, at sex begrænses til at foregå inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab mellem en mand og en kvinde.

Det er den enkeltes samvittighed, der afgør, om man vil følge disse anvisninger eller ej. Jeg kan personligt ikke se nogen sammenhæng mellem adgangen til abort og kvindens ligestilling i samfundet, for en ansvarsbevidst kvinde går naturligvis ikke hen og bliver gravid, hvis hun ikke ønsker at få børn. Der går ej heller skår af en kvinde, om hun i en årrække koncentrerer sig om sin familie og lader karrieren vente, til børnene er godt i vej.

2) Det er en kendsgerning, at islam i de første tider bredte sig til og blev praktiseret i samfund, der oprindeligt var patriarkalske, og at koranen i århundreder fortrinsvis er blevet fortolket af mænd. Det omgivende samfund har naturligvis haft indflydelse på fortolkningen og dermed også på vore dages familieretlige love, der bygger på de klassiske fortolkninger.

Det er endvidere en kendt sag, at mennesker i mange situationer lader lokale traditioner og hensynet til omgivelserne veje tungere end religionen (som for eksempel i spørgsmål som tvangsægteskab, æresdrab og kvindelig omskæring, der forekommer på tværs af religionerne, men som ikke accepteres inden for nogen som helst religion).

På trods af disse forhold har mange kvinder i årenes løb haft fremtrædende positioner i de pågældende samfund.

Som jeg har påpeget i min seneste bog "Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede" (Gyldendal 2006), så er der flere muslimske teologer og intellektuelle, der i vore dage udleder en form for befrielsesteologi af den selv samme tekst (koranen), der hidtil er blevet brugt til at undertrykke kvinder (og mænd for den sags skyld).

Du lyder meget bombastisk i dine udtalelser; men det er efter min opfattelse ikke særlig hensigtsmæssigt at vurdere andre kulturer og traditioner ud fra sin egen målestok. Og hvis du skal bruge ordet "sharia" i en eller anden opgave, bør du nok definere nærmere, i hvilken betydning du bruger ordet. En bevidst muslim bruger nemlig først og fremmest ordet "sharia" om koranens vejlednig i etiske, moralske, teologiske og rituelle spørgsmål, hvorimod menneskenes fortolkninger og systematisering af disse anvisninger kaldes islamisk jurisprudens (fiqh) (i danske medier dog ofte kaldet sharialoven).

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen,

muslimsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.