Jeg er muslim, skal jeg læse teologi?

Hvis man ønsker at studere islamisk ret og/eller andre klassiske islamiske videnskaber, er det bedre at studere på for eksempel Al-Azhar Universitetet (foto), skriver muslimsk jurist og forfatter Safia Aoude. Foto: wikimedia.org

Du har ret i, at religionsvidenskab kan virke mere 'favnende', fordi teologi tager udgangspunkt i kristen teologi, svarer muslimsk jurist Safia Aoude

Spørgsmål:

Kære brevkasse,

Jeg er en anelse splittet. Jeg leger lidt med tanken om at studere teologi på universitetet, men tror du, at det vil være en for stor udfordring, netop fordi jeg er muslim?

Burde jeg hellere læne mig op ad religionsvidenskab, som måske er mere "favnende"?

På forhånd mange tak.

Venlig hilsen
Filiz

Svar:

Kære Filiz,

Som muslim skal du ikke forvente, at teori eller religionsvidenskab ligger på linje med klassisk, traditionel islamisk undervisning.

Begge fag er kendetegnet ved en videnskabsteoretisk tilgang, men hvis man ønsker at sætte sig ind i videnskabsteoretiske overvejelser i forbindelse med religion, er det et godt udgangspunkt at starte med at læse teologi og/eller religionsvidenskab.

LÆS OGSÅ:Jeg var ikke tilfreds med de muslimske svar

Det gode ved at læse disse fag på universitetsniveau er, at man får et allround-indblik i, hvordan den akademiske elite i Vesten beskæftiger sig med blandt andet islam.

Derudover har man jo som kandidatstuderende mulighed for at fordybe sig akademisk i et emne, som man interesserer sig for, det kan jo være islam.

Du har ret i, at religionsvidenskab kan virke mere "favnende", fordi teologi tager udgangspunkt i kristen teologi. Dog ved jeg, at teologistudiet på Københavns Universiet af og til udbyder kurset "islamisk filosofi" med Safet Bektovic som underviser. Jeg har selv taget dette kursus og kan virkelig anbefale det til alle, som ønsker at fordybe sig i islamisk filosofihistorie.

Hvis man derimod ønsker at studere islamisk ret og/eller andre klassiske islamiske videnskaber, er teologi og religionsvidenskab ikke det rigtige sted at begynde.

Så er det bedre at studere på for eksempel Al-Azhar Universitetet eller universitetet i Leiden, Nederlandene, der udbyder en to årig islam-uddannelse, som er en slags mellemting mellem religionsvidenskab og klassiske islamstudier. Det er også et sted, jeg kan anbefale.

Venlig hilsen,
Safia Aoude
Muslimsk jurist, forfatter og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.