Kan en muslimsk kvinde gifte sig med en ikke-troende?

Som muslimsk kvinde må man dog kun ægte en anden muslim. Her er bogens folk udelukket. Trodser man forbuddet, er ens ægteskab islamisk set ugyldigt, skriver panelist Mohammad Al-Jizani. - Foto: stock.xchng

Som muslimsk kvinde må man kun ægte en anden muslim, og trodser man påbuddet, vil forholdet blive betragtet som hor, skriver panelist Mohammad Al-Jizani

Spørgsmål:

Jeg har et spørgsmål, som betyder meget for mig. Jeg er for tiden i gang med at søge viden om islam, da jeg har overvejet at konvertere.

Mit problem er, at jeg er forlovet med en mand, som ikke er religiøs. Vi har været sammen i over tre år og elsker hinanden rigtig højt. Vi vil gerne giftes, have børn og leve resten af livet sammen. Lige nu ved han ikke, om han nogensinde vil konvertere. Kan jeg godt konvertere og have troen i mit hjerte og stadig på nogen måde blive gift med min forlovede?

Venlig hilsen G

Svar:

Kære G

I islam forholder det sig således, at en muslimsk mand kun må ægte en muslim, kristen, jøde eller Zarathustra-tilhænger. Disse bliver kaldt for "bogens folk".

Som muslimsk kvinde må man dog kun ægte en anden muslim. Her er bogens folk udelukket. Trodser man forbuddet, er ens ægteskab islamisk set ugyldigt. Forholdet mellem kvinden og manden vil derfor blive betragtet som zina (hor), hvilket er en stor synd i islam.

Du kan derfor prøve at overbevise ham om, at islam er sandheden og derefter lade ham konvertere. Vælger han ligeledes islam til sig, kan du ægte ham. Er han helt lukket, er der desværre ikke andre islamiske muligheder, end at gå fra ham.

Med venlig hilsen
Mohammad Al-Jizani

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.