Kan sammenstød mellem sunni- og shiamuslimer ske i Danmark?

Mange af de især iranske shiamuslimer, vi har i Danmark, er sekulariserede og således ikke del af nogen shiamuslimsk gruppering, skriver arkitekt Metin Aydin.

Sammenstød mellem sunni- og shiamuslimske grupperinger i Mellemøsten handler typisk handler om territorialkonflikter, og disse findes slet ikke i Danmark, svarer arkitekt Metin Aydin

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har fået opfattelsen af, at shiamuslimer og sunnimuslimer er
fjender og ofte har sammenstød i de muslimske lande. Og jeg frygter, at lignende dødsforagtende sammenstød kan opstå i Danmark - til stor skade for den danske befolkning.

Er min frygt berettiget?

Venlig hilsen
Kurt

Svar:

Hej Kurt

Det er rigtigt, at der ofte høres om sammenstød mellem sunni- og shiamuslimske grupperinger i Mellemøsten, men det er min opfattelse, at det typisk handler om territorialkonflikter mellem politiske magtgrupperinger.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på sunni - og shiaislam?

Og disse findes slet ikke i Danmark, hvorfor jeg tror, at din bekymring er unødvendig.

Der er desuden det særlige forhold ved mange af de især iranske shiamuslimer, vi har i Danmark, at de er sekulariserede og således blot nominelt "muslimske." De er således ikke del af nogen shia-muslimsk gruppe og derved heller ikke modpol til en sunni-muslimsk gruppering.

Med venlig hilsen
Metin Aydin
Arkitekt MAA og formand for Foreningen for Moské og Islamisk Center

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.