Spørg

Kan vi få en muslimsk og kristen vielse i en kirke?

Ligesom man kun bliver gift med én person, er vielsen noget, der kun bør foretages i den religiøse tradition, man har valgt. Vælg én religiøs tradition at blive gift i, men husk samtidig på de ting i den anden tradition, I værdsætter og respekterer, skriver Martin Herbst Foto: JOHANSEN RUNE/ritzau

Vil det være foreneligt både at få en islamisk og kristen vielse i en kirke? Jeg ved, der vil være mange praktiske ting i det - bare det at finde en præst, en imam og en tredjeperson, som alle vil indgå i den meget specielle vielse, skriver en læser. Sognepræst Martin Herbst svarer

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg går og tænker en masse tanker, og har været rigtig usikker på, hvem jeg skulle henvende mig til: en præst, en imam, begge to eller måske ingen af delene, da jeg hverken bekender mig til islam eller kristendommen.

Jeg er født muslim, men vil bedre kalde mig selv agnostiker. Jeg tror på, at der findes en universal energi, men jeg ved ikke, hvem eller hvad det er.

Min kæreste er født kristen og er medlem af folkekirken, men bekender sig heller ikke til hverken det ene eller det andet. Vi er derfor meget enige, når det kommer til religion. Vi betegner os selv som troende, men ikke religiøse. Troende, fordi vi ved, der er en større magt og kærlighed i universet, men vi praktiserer ikke en bestemt form for religion.

Vi skal giftes snart, og har i den forbindelse overvejet forskellige scenarier, når det kommer til vores vielse. Min store drøm har altid været at få begge velsignelser. Kirken er et sted, jeg finder ro, og ofte et sted jeg sætter mig hen og mediterer.

Vil det være foreneligt både at få en islamisk og kristen vielse i en kirke? Jeg ved, der vil være mange praktiske ting i det - bare det at finde en præst, imam og tredjeperson, som alle vil indgå i en meget speciel vielse.

Hvad siger religionen til al dette? Er det foreneligt?

Med venlig hilsen
Mona

Svar:

Kære Mona

Først og fremmest vil jeg lykønske dig og din kæreste med, at I skal giftes! Som du nævner, er der midt i glæden over jeres forestående bryllup opstået en hel del spekulationer.

Jeg forstår godt dit ønske om at forene det bedste fra begge traditioner ved indledningen til jeres ægteskab. Og jeg mener, dit ønske er helt legitimt.

For et ægteskab er noget andet og mere end et mødested mellem to enkeltpersoner. Det er et mødested mellem to slægter, to historier og to kulturer.

Ja, nogle vil endog sige, at et ægteskab er et mødested mellem to verdener. Efter 30 års ægteskab med en japansk kvinde er jeg tilbøjelig til at give dem ret!

Så dit ønske om at tage højde for begge traditioner ved jeres vielse er forståeligt nok, og det skal du holde fast i. Spørgsmålet er, hvordan det bedst kan lade sig gøre.

Dit forslag om at modtage en islamisk og kristen vielse i en kirke af henholdsvis en imam og en folkekirkepræst kan ikke lade sig gøre. For det første er en sådan dobbeltvielse i modstrid med juraen.

For det andet findes der intet vielsesritual, der forener islam og kristendom. Det ville i givet fald kræve udarbejdelsen af et helt nyt ritual, for ikke at sige skabelsen af en ny religion, der forenede kristendommen og islam!

En dobbeltvielse i en kirke eller i en moské ville således være i modstrid med både islam og kristendom og vil ved nærmere eftertanke blot forøge dine og andres spekulationer.

Også i det tilfælde hvor repræsentanten for den ene religiøse tradition står for vielsen og den anden for velsignelsen, ville det ikke kunne lade sig gøre. Det ville stadigvæk indebære, at kirken eller moskéen udfærdigede et nyt overordnet ritual.

En anden mulighed er at splitte vielsen og velsignelsen op i to handlinger således, at I bliver viet i enten moskéen eller kirken, og efterfølgende modtager en ekstra velsignelse i den religiøse institution, hvor I ikke blev viet. Denne model er ikke juridisk forkert og heller ikke i modstrid med velsignelsesritualerne inden for islam og kristendom.

Som folkekirkepræst er der intet i vejen for, at man velsigner et ægteskab, der allerede er indgået, når blot den ene af parterne er medlem af folkekirken.

Når jeg alligevel ikke vil foreslå denne model, er det fordi, den ekstra velsignelse strengt taget skaber ekstra forvirring og spekulation. Har man modtaget Guds velsignelse over sit ægteskab én gang, så har man modtaget Guds velsignelse, og så er der ingen grund til at gå et andet sted hen og få det gentaget.

Også i en anden forstand ville denne model være i modstrid med ægteskabets betydning. Ligesom man kun bliver gift med én person (i hvert fald ad gangen!), er vielsen noget, der kun bør foretages i den religiøse tradition, man har valgt.

Med ovenstående for øje vil jeg foreslå følgende. Jeg synes, I skal opsøge henholdsvis en imam og en folkekirkepræst. Fortæl dem om jeres anliggende, og bed dem redegøre for ægteskabets betydning i deres respektive traditioner.

Afgør på det grundlag hvilken vielse, der tiltaler jer mest. Bliv derefter gift i den religiøse institution, I har valgt, samtidig med at I husker på de ting i den anden tradition, I værdsætter og respekterer.

På denne måde kommer i selv til klarhed, og I får en vielse til et ægteskab, der rummer et mødested mellem to verdener.

Venlig hilsen
Martin Herbst
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.