Kommer min far i helvede?

Min far har arbejdet sort i pizzariaer i flere år. Vil han komme i helvede? Foto: colourbox.com

Det er der kun én, der kan svare dig på, og det er Allah den Ophøjede, skriver den muslimske forfatter Safia Aoude

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg ved, at det er haram at arbejde sort ifølge islam. Min far har arbejdet sort i pizzariaer i flere år. Og nu har han sørget for, at han ikke bliver straffet for det, hvis han nu skulle blive opdaget.

Men da jeg er bange på min fars vegne, ville jeg lige spørge, om han vil komme i helvede? Hvad er straffen for det hos Allah ifølge islam?

Med venlig hilsen
Sara

Svar:

Kære Sara

For det første kan jeg ikke give dig svar på, om din far kommer i helvede eller ej. Det er der kun én, der kan svare dig på, og det er Allah den Ophøjede, som afregner menneskets gerninger efter tiden i denne verden. Så længe man lever i denne verden, er der mulighed for at gøre tawbah (angre oprigtigt) og rette op på sine synder. I sidste ende er der altid et håb om barmhjertighed, selv for den værste synder, og Allah ved bedst.

Venlig hilsen
Safia Aoude

Safia Aoude er cand.jur, forfatter og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.