Kærester under ramadanen

Fra solopgang til solnedgang må man under fasten ikke spise, drikke eller have samleje, skriver Ahmed Akkari.

PARFORHOLD: Din muslimske kæreste må ikke kysse dig eller have samleje med dig, fordi I ikke har indgået et formelt forhold, skriver imam Ahmed Akkari til en dansk pige

Spørgsmålene fra Samantha står i kursiv foran svarene fra Ahmed Akkari.

Jeg er en dansk pige, der har været sammen med en muslimsk dreng i snart halvanden måned. Men i dag sagde han til mig, at han lige var kommet i tanke om, at han jo skulle faste her til oktober, og at det blandt andet indebar, at vi ikke måtte kysse eller have samleje! Jeg synes selvfølgelig, at det er dybt latterligt, men vil gerne undersøge, hvad jeg egentlig må med min kæreste, når han faster. Jeg har nu nogle spørgsmål angående Ramadanen, som min kæreste ikke selv kan svare på!

I Allahs navn, den Barmhjertige mest nådige

Kære Samantha

Din ven eller "kæreste" oplever samvittighedsnag, fordi han ved, at hans kæresteforhold til dig ikke helt er lovligt (halal, som vi siger) i islam. Han har overtrådt reglerne, men oplever at han i det mindste i ramadanen må trække sig lidt tilbage, hvis du forstår, hvad jeg mener. Så først må du og han vide, at det er forbudt at være kærester, uden at forholdet er indgået formelt. Jeg vil svare på dine spørgsmål med det udgangspunkt, at hele jeres forhold ikke er korrekt ifølge islam.

Hvornår starter og slutter fasten her i Danmark?

Ramadanen starter næste gang den 3. eller 4 okt. 2005 og slutter 30 dage senere. Man kan få mere oplysning i det lokale miljø om det præcise tidspunkt til den tid. Ramadanen rykker ca. 11 dage hver år i forhold til solkalenderen, for den følger månekalenderen.

Cirka hvornår vil solen stå op og gå ned i den periode? Er der et sted, jeg kan undersøge det?

Fasten skal påbegyndes fra daggry, altså ca. halvanden time før solen står op, og den slutter, når solen er gået ned.

Må han godt have samleje med mig, bare det er før solopgang og efter solnedgang?

Under fasten må din ven ikke spise, drikke eller have samleje.

Må han godt kysse mig, når han faster? Må han kramme mig, eller røre mig på den ene eller anden måde? Må vi holde i hånd? Vi går i samme klasse, så det er lidt svært at undgå al kontakt.

Altså rent faktisk må han ikke kysse dig eller have samleje med dig, fordi I ikke har indgået et formelt forhold, der er ok i islam, men jeg kan sige det sådan: Hvis du var hans hustru, så måtte han godt kysse og kramme dig, mens man faster, så længe han ikke bliver vildt ophidset. Før og efter fasten må en muslim gerne have samleje, kysse og være sammen med sin hustru. Det bryder ikke fasten.

Er der noget, jeg bør vide eller være opmærksom på, som jeg højst sandsynligt ikke ved? Noget der har relevans for mig i min situation?

Faktisk vil jeg anbefale, at I formaliserede jeres forhold på en måde, så han føler, at du er "hans" på en normal måde, også i ramadanen.

I er velkomne til at uddybe jeres spørgsmål, hvis der er mere, I ønsker svar på.

Hilsen

Ahmed Akkari
Imam og skolelærer

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.