Naboerne sørger for de efterladte

OLYMPUS DIGITAL CAMERA Foto: Foto: sxc.hu

Hvorfor kommer man med sukker ved et dødsfald, spørger en læser. Det har ikke noget med islam at gøre, men er en gammel tradition, svarer muslimske Aminah Tønnsen

Spørgsmål:

Kan I fortælle mere om baggrunden for den muslimske tradition med at komme med sukker i forbindelse med dødsfald og kondolence?

Lilian Hansen

Svar:

At komme med sukker i forbindelse med dødsfald er en gammel tradition, som intet som helst har med islam at gøre.

I Marokko har jeg oplevet, hvordan der kan komme rigtig mange mennesker på kondolencebesøg i tiden efter et dødsfald.

I traditionelle miljøer er det de nærmeste naboer, der står for de efterladtes forplejning i den første tid. Andre besøgende medbringer sukker, kaffe, te eller olie som et tilskud til de udgifter, der er i forbindelse med de mange kondolencebesøg.

Det overskydende fordeles blandt de efterladte. I vore dage, hvor de efterladte ofte kommer langvejs fra i bil, tog eller fly, er det meget almindeligt, at man sælger det overskydende hos købmanden igen, eller giver det i almisse til de fattige.

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Muslimsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.