Omvendelsen har sin pris

Enhver person, der konverterer fra islam, må være klar over, at det nye liv hos Jesus også har sin pris, skriver Massoud Fouroozandeh.

FRAFALD: Ifølge islam er en frafalden dødsdømt, skriver eks-muslimen Massoud Fouroozandeh

Spørgsmål 1:

Kære du!

Jeg vil gerne spørge dig, om det har givet dig problemer (fra den muslimske verden), at du har skiftet religion? Hvad siger fx din familie til skiftet? Hvad synes du, er den mest grundlæggende forskel på kristendom og islam?

De bedste hilsner!

Susanne Jespersen

Spørgsmål 2:

Min kære broder Fouroozandeh

Jeg ville meget gerne vide, hvordan det var at skifte fra islam til den kristne tro, og hvad familie og venner sagde til dit skift. For man hører jo så tit om, at de som skifter fra islam til en anden tro bliver forfulgt og deres familie også. Hvad er det rigtige?

Jeg takker på forhånd for dine svar!

Din hengivne Jan Dallerup

Svar:

Kære venner

Det er virkelig rart at høre fra jer, idet jeres spørgsmål indikerer at flere og flere er blevet opmærksomme på den store pris, en Muslim skal give for at følge kærlighedens Gud! Enhver person, der konverterer fra Islam til Kristendom må være klar over, at det nye liv, frelsen og den sande fred, man får hos Jesus, også har sin pris.

Ifølge Islam er en person, der er gået fra Islam "mortad" - det vil altså sige: dødsdømt! I nogle lande eller kredse tager man det lidt mere bogstaveligt end i andre. Dvs. vedkommende kan i nogle tilfælde risikere at blive slået ihjel fysisk og i andre "mildere" tilfælde blot slået ud af familie- og vennekredsen. Derfor er det vigtigt med et godt netværk og omsorg for de mennesker, der kommer til at stå i den nye situation.

Om ikke andet har jeg lyst til at slutte med det smukke vers fra Johannesevangeliet 14:18: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; Jeg kommer til jer."

Guds fred

Massoud Fouroozandeh

Læs mere i vores temaer om KONVERSION og RELIGIONSFRIHED UNDER ISLAM

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.