Profeten opfordrede til uddannelse

Muslimske kvinders muligheder for uddannelse og arbejde. Aminah Tønnsen svarer.

Spørgsmål:

Hejsa!

Jeg har en case på mit studie, som omhandler en tyrkisk pige, hvis familie sætter begrænsninger for hendes uddannelse. De vil kun acceptere det for en midlertidig periode - dvs. indtil hun får børn.

Har I nogle gæt på hvad familiens begrundelse for dette kunne være? Hvad kunne være deres interesse i at holde hende væk fra arbejdsmarkedet?

Hilsen Camilla

Svar:

Det er jo ikke til at vide, hvilke overvejelser en familie har gjort sig i den ene eller anden situation.

Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad fik, var en opfordring til alle til at søge viden og videregive den til andre; men traditionelt har det jo i hele verden været således, at mænd har haft forrang til uddannelse og har ført et mere udadvendt liv, medens familien og hjemmet har været kvindernes domæne.

Jeg mener ikke, at der går skår af en kvinde, om hun i en årrække prioriterer familien frem for arbejdsmarkedet. Det har jeg selv gjort og ville for alt i verden ikke undvære årene sammen med mine børn. Jeg føler mig uendelig priviligeret og evig taknemmelig for at have haft denne mulighed.

Muslimske kvinder har i øvrigt mulighed for i deres ægteskabskontrakt at betinge sig ret til uddannelse og udearbejde, hvis de er bange for, at deres kommende ægtemand eller lokale traditioner vil begrænse dem i dén henseende.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.