Vil Allah tilgive mine grimme tanker?

Satan har sværget til Gud, dengang han nægtede at bøje sig for Adam, at han ville prøve, så godt han kunne at få menneskene til at følge ham med grimme tanker, skriver imam Kassim Rachid. Foto: stock,xchng

Det vigtigste er, at vi ikke gør vores tanker til handlinger. Vi bliver kun straffet for de gerninger, vi begår, svarer imam Kassim Rachid

Spørgsmål:

Hej brevkasse,

Jeg er en muslimsk fyr, der får mange ufrivillige tanker. Jeg hører for eksempel mig selv sige grimme ting om mine forældre og ikke sjældent om Gud.

Jeg elsker mine forældre, og de betyder meget for mig. Jeg vil aldrig sige grimme tinge om dem. Jeg elsker Gud. Jeg vil aldrig sige grimme ting om ham. Men de grimme tinge kommer ufrivilligt inde i mit hoved.

Ville Gud tilgive mig, hvis jeg ikke fortæller mine forældre om de grimme ting?

Venlig hilsen
Anonym

Svar:

Kære Anonyme

De ting, du beskriver, eller som du får ind i dit hoved, er meget normale. Og det kan enhver muslim eller ikke-muslim få. Og de grimme ting, som du hører dig selv sige både til dine forældre eller til Gud, er også meget normale og er ikke noget nyt.

Det er sket i Muhammeds tid. En af Muhammeds følgere (Sahaba), fortalte Muhammed (sws) (fred være med ham, red.), at han hellere ville dø end ikke få grimme tanker om Gud.

Muhammed (sws) svarede ham, at han har sand tro, men at han ikke skulle følge disse tanker. Og han lærte ham at sige: Authu bellahi mena alshaitan alrajim. De ord betyder: Jeg beder Allah om hjælp for at beskytte mig imod Satan.

LÆS OGSÅ:Jeg får tvangstanker, når jeg vil bede

Så mit råd til dig er følgende:

Først, at du skal være rolig og overhovedet ikke bekymre dig om de tanker. Det får næsten alle muslimer, selv om man er i gang med at bede til Gud.

Det er, fordi Satan har sværget til Gud, dengang han nægtede at bøje sig for Adam, at han ville prøve, så godt han kunne at få menneskene til at følge ham med sådanne grimme tanker. Så du skal bare sige de ord, Muhammed (sws) har lært os at sige.

Det andet er: Lad være med at følge de tanker.

Tredje ting: Du skal aldrig fortælle dine forældre eller andre om de tanker.

Det næste spørgsmål er: Bliver vi straffet for de tanker?

Det er helt bestemt, at vi er straffri for de tanker og andre tanker, og det er lige meget, hvor grimme de er. Det vigtigste er, at vi ikke gør vores tanker til handlinger. Vi bliver kun straffet for de gerninger, vi begår.

Med disse ord håber jeg, at det er noget, som du kan bruge, og må Gud velsigne dig.

Du er velkommen til at skrive eller ringe igen.

Venlig hilsen
Kassem Rachid
Imam og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.