Ældrepleje haram eller halal?

Jeg er meget i tvivl, om arbejdet er halal, idet en del af arbejdet blandt andet indeholder at hjælpe til med mad, herunder når de spiser skinker eller drikker øl, skriver en muslimsk social- og sundhedsassistent. - Foto: Foto:

Nogle lærde mener, at det er forbudt for en muslim at tage sig af en patient af modsat køn. Andre mener, at det er op til den enkeltes egen samvittighed, skriver muslimske Aminah Tønnsen til en social- og sundhedsassistent

Spørgsmål:

Salam alaikum. Jeg er nyuddannet social- og sundhedsassistenet og søger job i øjeblikket.

Jeg er meget i tvivl, om arbejdet er halal, idet en del af arbejdet bl.a. indeholder at give hånd, når man hilser på patienten, at hjælpe til med mad, herunder når de spiser skinker eller drikker øl, samt at hjælpe i bad. Man bruger handsker, men patienten kan være uden tøj. Disse opgaver afhænger af, hvor meget patienten kan klare sig.

Jeg håber at høre fra dig.

Jazakum Allah
Khairan

Svar:

Fred være med dig.

Dit spørgsmål har mange svar - alt efter hvem, du henvender dig til.

Du kan finde muslimske lærde, der vil sige, at det er absolut forbudt/haram for en læge eller andre inden for sundheds- og plejesektoren at tage sig af patienter af modsat køn - undtagen i yderste nødstilfælde, hvis der ikke er andre muligheder for at give den nødvendige behandling.

Du kan finde andre muslimske lærde, der mener, at det er op til den enkelte at gøre sig sine overvejelser og granske sin egen samvittighed. Det gælder både i forhold til at skulle give hånd til eller på anden måde berøre en (måske nøgen) patient af modsat køn og i forhold til at skulle hjælpe en patient til at indtage et måltid, der kunne indeholde svinekød.

Man plejer at sige, at en handling bedømmes efter hensigten. Når man arbejder i sundheds- eller plejesektoren, så er hensigten at tage sig af mennesker, der har brug for pleje og hjælp til at klare de mest basale ting i hverdagen i forbindelse med alderdom og sygdom. At tage sig af samfundets svage er en helt grundlæggende del af den islamiske tro.

I begyndelsen kan det måske virke grænseoverskridende for dig; men jeg er sikker på, at du kan overvinde dine betænkeligheder ved at fokusere på det medmenneskelige aspekt og på den gode gerning, du gør via dit arbejde.

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

Se også artiklerne:

Muslimer opdrages til blufærdighed

Opdraget til blufærdighed