Bartholdy og antisemitismen

ANTISEMITISME: Indre Missions formand under Anden Verdenskrig, Christian Bartholdy, var ikke selv fri for gængse fordomme om jøderne, skriver Kurt E. Larsen

Spørgsmål:

Jeg har læst om Sofie Baks doktordisputats, om antisemitisme i Danmark 1930-45. Det er nævnt, at Indre Missions formand Pastor Christian Bartholdy har sagt noget ufordelagtigt om jøderne i 1942.

Jeg kom til Danmark som barn i 1936 og var meget nært knyttet til familien Bartholdy, der havde stor sympati og forståelse for os jødiske immigranter, og gjorde alt for at hjælpe. Jeg kendte Pastor Christian Bartholdy netop i disse år, og man gør ham og hans familie og deres efterkommere uret ved at nævne ham i sammenhæng med antisemitisme.

Citatet af hans udtalelse må være taget ud af sammenhæng. Jeg ville gerne vide, hvor det er taget fra.

Venlig hilsen

Annette Atsmon, Israel

Svar:

Sognepræst Christian Bartholdy, Indre Missions formand i årene 1934-1959, blev kendt under besættelsestiden for sine modige udtalelser. I 1942 skrev han en artikelserie i Indre Missions Tidende under overskriften: "Jødeproblemet i ordets lys" - den blev senere samme år udgivet som en del af en bog under titlen: "Lav os en Gud".

Heri kritiserede han antisemitismen, idet han hævdede, at det for en kristen var umuligt at se ned på jøder. Jøderne var Guds gamle ejendomsfolk under Guds dom, men også under Guds barmhjertighed, og derfor burde det danske folk ikke acceptere en løsning på jødespørgsmålet, der ikke var præget af den kristne tro. Bartholdy talte desuden om, at Danmark var i fjendevold!

Det var modige ord i 1942, og Udenrigsministeriet bad Kirkeministeriet sørge for en påtale til Bartholdy som embedsmand. Det kuede ikke Bartholdy, der svarede, at han stod ved sine udtalelser om jødefolkets og dets forfølgere og havde i sinde at gentage dem ved enhver lejlighed, sålænge der var vejr i ham! Om denne Bartholdy-sag kan man læse i Erik Thostrup Jacobsen: "Som om intet var hændt", Odense 1991.

At Bartholdy som præst i Haslev personligt tog sig af jødiske flygtninge og hjalp nogle videre til Sverige, er også kendt.

I sin artikelserie/bog fra 1942 bygger Bartholdy som så ofte på sit ideal om Danmark som et kristent land, p. 85, og det giver ham et problem med jøderne som en særlig religiøs og national gruppe. Han regner på den ene side med jøderne som kun gæster i et kristent land, men på den anden side: "vi må møde det, hvor som helst det bor som gæst, med Kristi sind", p. 86.

Jødeforfølgelser tager han derfor afstand fra, både i fortid og samtid: Pogromer er et mørkt kapitel, p. 63, og også den skam må vi bære, at "...vi selv bevidst eller ubevidst har været med til at bidrage til den foragt og hån, der omgiver jøderne", p. 75.

Bartholdy går i rette med folkelige fordomme mod jøder, p. 73, selvom man kan sige, at han ikke selv er fri for gængse fordomme om jøderne, når han skriver, at patriarken Jakob i sin snuhed var en "rigtig jøde på godt og ondt", p. 48.

Bartholdy ser primært på jødedommen med teologiske, kristelige briller - ikke politiske. Derfor skriver han, at Israels folk har en særlig plads i Guds historie, og derfor er "der en lysende ring omkring det folk", p. 57. "Den som har råd til at foragte jøden, er med andre ord selv det foragteligste eksempel på en jøde, nemlig en farisæer", p. 69.

Løsningen på jødespørgsmålet ligger hverken i den enkeltes assimilation i Danmark, eller i zionisme, eller i nogen anden politisk løsning - men i en jødernes folkeomvendelse til Kristus, p. 82 f.

Når han så åbenbart er blevet beskyldt for antisemitisme i en ny bog (som jeg desværre ikke har haft lejlighed til at læse endnu), må det hænge sammen med en definition af begrebet antisemitisme. Dette begreb kan som bekendt forstås på mange måder. Man kan sige, at alene ordet "Jødeproblemet" i artikelseriens titel er uheldigt, fordi det bekræfter nazisterne i, at der findes et problem. At jøderne bor i Danmark som gæster, lyder også ubehageligt - og hænger altså sammen med tanken om at Danmark bør være et kristent land som på enevældens tid.

Endnu i 1938 skrev Jyllands-Posten, at "Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine Jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker på anstændig Vis" (citeret efter Karl Christian Lammers: "Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933", i: "Antisemitismen i Danmark", København 2002, p. 98.)

Sammenlignet med denne holdning var Bartholdys syn på "Jødeproblemet" altså ikke politisk, men netop strengt teologisk. Han prædikede og gav ikke politiske råd. Han ville ikke have jøderne ud af Danmark. Derfor gav det god mening, at han i praksis talte imod jødeforfølgelser og selv hjalp forfulgte jøder i sit hjem.

Kurt E Larsen

lektor Ph.D., Århus

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.