Forskellen på jødedom og kristendom

Den afgørende forskel på jødedom og kristendom viser sig når man stiller spørgsmålet: Hvem er Jesus Kristus? Illustration: Kristus Pantokrater-ikon, Kristus som "Den alt herskende", malet af den græske ikon-maler, Georgios Kefaloukos, bosat i Danmark. Foto: Leif Tuxen

Hvad er forskellen på jødedommen og kristendommen? Teolog Bodil Skjött, der har arbejdet med relationerne mellem kristne og jøder i Jerusalem, forsøger at give et kort svar: Grundlæggende handler det om synet på, hvem Jesus var

Spørgsmål om kristendom versus jødedom

Hvad er forskellen på kristendommen og jødedommen?
Kærlig Hilsen Michelle, Pia H og Charlotte.

Svar fra teolog

Der er mange forskelle - men endnu flere ligheder - mellem jødedom og kristendom.

Den afgørende forskel viser sig, når man stiller spørgsmålet: Hvem er Jesus Kristus?

Her er kristendommens svar: Han er Guds søn, og verdens frelser, for han er den Messiahs som Det Gamle Testamente taler om, Gud vil sende for at bringe forsoning mellem sig selv og hele den skabte verden. Man kunne også svare på spørgsmålet, om hvem Jesus er, ved at citere trosbekendelsen.

Jødedommen anerkender ikke Jesus som Guds Søn eller den jødiske Messias. Som jøde kan have forskellig opfattelser af, hvem Jesus var: at han var en stor profet, at han var en god jøde. Man kan også anerkende, at meget af det, som Det Nye Testamente fortæller om ham, er sandt. Men man kan ikke tro, at han er Guds søn eller Messias.

Mvh. Bodil Skjøtt

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.