Hvem definerer den jødiske identitet?

Har rabbinatet i Israel monopol på at bestemme, hvem der er jøde?

Kære Bent Lexner

Det virker som om, at Rabbinatet i Israel (som er en ortodoks institution) har monopol på at bestemme, hvem der er jøde og hvem ikke - en stilling, som også i nogen grad påvirker jødisk liv i diasporaen, da den er funderet i den halakhiske lovgivning.

Tror du, at denne fortrinsstilling varer ved eller vil der ske en svækkelse af Det ortodokse Rabbinats dominans m.h.t. definitioner, som toneangivende for Israel?

Der skrives meget i pressen i denne tid, og uden at ville forstyrre processen vil jeg gerne spørge: Hvordan med Mosaisk Troessamfund i forb. med ovenstående spørgsmål - er I i færd med at bløde "definitionen" op - og bliver det i den kommende tid "nemmere" at konvertere?

Modtag mine mest sympatiske hilsner,

Andreas

PS) Tusind tak til Kristeligt Dagblad for at have oprettet dette panel. Jeg finder det uhyre interessant at studere de forskellige spørgsmål og svar.

Svar:

Kære Andreas,

Lad mig lige forsøge at sætte nogle ting på plads. Rabbinatet i Israel har intet monopol på andet end hvad der foregår i Israel.

Definitionen på hvem der er jøde er lagt allerde i den talmudiske litteratur og har været accepteret i jødedom indtil de sidste generationer.

Jeg tror ikke at denne definition ændres indenfor overskuelig fremtid, men det er væsentligt at nævne, at når det f.eks drejer sig om statsborgerskab i Israel efter loven om "Return" er det ikke rabbinatets definition der er afgørende.

M.h.t. hvad der sker her i andedammen er det igen et spørgsmål om hvem der kan være medlem af mosaiske troessamfund. Her er der en del mennesker der mener at de bestemmelser, der har været gældende indtil i dag bør reformeres. Det ændrer dog ikke på spørgsmålet om hvem der er jøde. Så længe der er en ortodoks rabbiner er det den gamle jødiske praksis der gælder.

Konvertering er en vanskelig sag og efter min mening har vi i Danmark været rimeligt åbne overfor dem der vil konvertere, men altid med udgangspunktet at jødedom ikke er en missions religion og at vi derfor ikke skal ud at redde nogen.

Tak for dine pæne ord

Bent Lexner

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.